KHL: Jannik Hansen brød igennem! Mål og assist i storopgør

Foto: Jan Korsgaard

“Army Rivalry” kalder KHL og russerne slaget mellem CSKA Moskva og SKA St. Petersborg, der er et af de absolutte storopgør i KHL og europæisk ishockey overhovedet. 

Og hvis Jannik Hansen skulle have haft besvær med at markere sig som profil på KHL-niveau og CSKA Moskva-holdet, så satte danskeren i hvert fald et kæmpe indtryk i dag – netop i “Army Rivalry”.

Her vandt CSKA Moskva nemlig med 3-1 over SKA St. Petersborg på hjemmebane og Jannik Hansen markerede sig med sit andet sæsonmål og sin syvende assist for sæsonen, hvor han altså nu står noteret for 19 kampe og 9 point.

Gæsterne fra St. Petersborg bragte sig tidligt foran med 1-0, men efter 14 minutter var Hansen assist på Sergei Kalinins udligning. 

Konstantin Okulov scorede til 2-1 efter 32 minutter og små 36 minutter inde i kampen var det Jannik Hansens tur til endelig at score et vigtigt mål for hærens klub. Hans første i sæsonen var til 8-0 mod Slovan Bratislava for nylig, men at score til 3-1 mod SKA St. Petersborg er en helt anden sag. 

Næsten 11.000 tilskuere var på plads til storopgøret, som gav Jannik Hansen 12:28 minutters istid, heraf lidt over tre minutter som angribende spiller. Han kom ud fra kampen med +2. 

CSKA Moskva vandt for et par dage siden suverænt med 5-0 over Jokerit og altså i dag 3-1 over SKA St. Petersborg. Det betyder, at CSKA altså nu fører Western Conference med 42 point, tre point foran St. Petersborg. 

Her Jannik Hansens scoring: 

Og her danskerens “powerassist”: