KHL: Hansen tilbage for CSKA med assist

Foto: Jan Korsgaard

Jannik Hansen var ikke med i den seneste kamp for CSKA Moskva, men i går var den danske forward tilbage hos hovedstadsholdet, der var på besøg i hovedstaden i Kasakhstan, Astana.

Her skulle CSKA’erne forsøge at holde formbarometeret i top med den syvende sejr på stribe foran næsten 11.000 tilskuere i Astana, hvor Barys kom fra en udebaneturné med tre sejre på stribe.

Det blev en tæt kamp hele vejen igennem, og Jannik Hansen var på pletten med en assist på Ivan Telegins 1-0-mål.

Det var Hansens fjerde assist for sæsonen, men danskeren har endnu ikke scoret og heller ikke helt fået den nøglerolle, CSKA-ledelsen havde håbet.

Det kan nåes endnu for Jannik Hansen, der fik lige over 11 minutters spilletid i Astana.

Turen går videre til Novosibirsk, hvor Moskva-mandskabet og Hansen fredag møder bundholdet Sibir.