KHL: Fiaskoen fuldbyrdet – Jokerit ude i første runde

Foto: Jan Korsgaard

Der var lagt op til, at danskerklubben Jokerit Helsinki skulle have en stor sæson i 2018/19. Flere skarpe spillere med gode cv’er blev hentet ind for at styrke en kerne, der i forvejen blandt andre talte kvartetten med Regin, to gange Jensen og Lauridsen. 

Der var drømme om for alvor at danse med de store, CSKA Moskva og SKA St. Petersborg, men alt dette brast i en katastrofal første periode i Moskva i går, hvor det var “do or die” for Jokerit i seriens sjette kamp hos Dynamo Moskva. 

Dynamo-mandskabet havde indset alvoren, men det havde Jokerit tilsyneladende ikke. Hovedstadsholdet hamrede fem kasser ind og førte 5-0 efter 20 minutter. 

I anden periode blev det 6-0, og derefter hjalp det lige vidt, at Nicklas Jensen reducerede med assist af Jesper Jensen Aabo, og at Aabo i øvrigt også fik assist på 2-6-reduceringen. 

6-2 til Dynamo blev også slutresultatet, og dermed får de fire Jokerit-danskere en lille måned uden kamptræning, inden de kan møde ind i VM-lejren i begyndelsen af april.

Jokerit tabte især serien på dårligt powerplayspil og målmændene Kalnins og Zapolski, der aldrig nåede slutspilsniveau. I aftes stod de med redningsprocenter på 69 og 81.