KHL: Desperate Jokerit giver gratis billetter til dagens skæbnekamp

Foto: Jan Korsgaard

Danskerklubben Jokerit Helsinki er på kanten i KHL-slutspillet.

Taber holdet skæbnekampen mod Dynamo Moskva sidst på eftermiddagen, er Peter Regin, Nicklas Jensen, Oliver Lauridsen og Jesper Jensen Aabo ude af turneringen allerede inden det overhovedet er blevet sjovt. 

Det vil være en kæmpe fiasko for den store finske klub, der både kæmper med dårlig økonomi og svigtende tilskuertal i denne sæson – og et farvel i første runde vil knapt være til at bære oveni. 

Men efter fire kampe mod Dynamo er Jokerit altså bagud 1-3 i serien og i ren desperation vælter klubben altså nu gratisbilletter ud for at fylde Hartwall Arenaa i dag klokken 17:30 dansk tid. 

Nøglerne til sejr er ganske enkelt mere og bedre produktion. Jokerit har haft store problemer med at knække den rutinerede Dynamo-målmand Alexander Yeryomenko.

Den rutinerede, 38-årige, målmand, har stået Dynamos tre vundne kampe, og han står nu med en fabelagtig redningsprocent på 96,8 procent, KHL-slutspillets bedste. Han har ikke lukket mål ind i snart 76 spilleminutter.

Det er det, specielt Nicklas Jensen og Peter Regin skal overkomme i aften foran formentlig 12.000-13.000 tilskuere på hjemmebanen.

Og så skal Jokerits powerplay i øvrigt også fungere langt bedre. I fire kampe har Jokerit ikke scoret i overtal, men derimod lukket to mål ind i powerplay. En helt forfærdelig statistik, som sjældent bringer hold videre i et slutspil – i nogen liga.