KHL: CSKA tabte uden Jannik Hansen, 2-2 i giganternes serie

SKA St. Petersborg mod CSKA Moskva er af mange regnet som den moralske KHL-finale, selv om østholdene fra Omsk og Ufa vil gøre deres til at smide den prognose langt væk.

Nu står der 2-2 mellem SKA og CSKA efter dagens opgør foran over 12.000 tilskuere i Skt. Petersborg.

Jannik Hansen var ude af rotationen hos Moskva-mandskabet, og han kunne se holdkammeraterne sætte en tidlig føring over styr.

Stillingen var 1-1 efter anden periode, men derefter slog hjemmeholdet til i tredje periode.

Nikita Gusev og Sergei Plotnikov scorede begge indenfor et minut, og det kom Moskva-mandskabet sig aldrig over. 

Dermed er det altså igen helt åbent, inden serien igen rykker til hovedstaden, hvor det kommer til at koge på fredag. Det er der næppe tvivl om.