KHL: CSKA Moskva og Hansen tog sejr nummer 11 i træk

Foto: Jan Korsgaard

CSKA Moskva er “state of the art” i KHL for øjeblikket. 

Jannik Hansens mandskab er stærkt kørende og vandt i går 2-0 over HC Sochi på hjemmebane foran 6500 tilskuere i Moskva. 

Danskeren spillede 13:11 minutter i sejren og medvirker for øjeblikket i en solid sejrsstime. CSKA Moskva har vundet 11 kampe på stribe og ligesom i sidste sæson er defensiven fremragende. 

De seneste ni kampe har CSKA vundet rent – altså i ordinær spilletid –  med samlet 37-2 og modstanderne har altså ikke fået noget, der ligner en skøjte til jorden. 

Jannik Hansen har spillet 14:19 minutter pr. kamp og står med 23 kampe og 11 point (2+9) og har måske individuelt ikke levet op til både egne og klubbens forventninger. 

Til gengæld kan ingen klage over det samlede resultat, for CSKA er suveræne i KHL’s Western Conference.