KHL: “Avto” har vundet de 18 første kampe i træk! 1-0 over Ufa i dag

Normalt er det hold som CSKA Moskva, SKA St. Petersborg, Ufa, Omsk og Kazan, der stjæler billedet i toppen af tabellen i KHL.

Men i denne sæson har et af de normalt “mindre” mandskaber stjålet billedet totalt i sæsonstarten. Det er holdet fra Jekaterinburg, Avtomobilist, i hverdagen bare kaldet “Avto”, der ganske enkelt har domineret totalt her i begyndelsen af sæsonen.

“Avto” har vundet de første 18 kampe på stribe og står dermed totalt urørlig i spidsen af ligaens østlige konference. 

I dag vandt holdet med 1-0 over Philip Larsens Ufa på et mål af Yevgeni Grachov, men ellers er det importspillerne, der dominerer topscorerlisten.

Canadiske Nigel Dawes og Francis Paré, amerikansk-kasahkstanske Nigel Dawes og franske Stephana DaCosta topper pointligaen hos klubben, ligesom den tjekkiske målmand Jakub Kovar hidtil har stået upåklageligt med over 95 i redningsprocent. 

Herlig start på sæsonen for det lidt upåagtede hold, der i fjor tabte i første runde af slutspillet og i 2016/17 slet ikke kom ud over grundspillet. 

Men lige nu hersker der altså en vældig eufori i Jekaterinburg, hvor tilskuerne i Ruslands fjerdestørste by med 1,4 millioner formentlig allerede smådrømmer om et “Gagarin Cup-run” i foråret.