KHL All Star Game: Larsen scorede i målorgie

Foto: Jan Korsgaard

Det var måske ikke noget kunst i en kamp med hele 51 mål over 3×20 minutter, men nu har Philip Larsen i hvert fald indskrevet sig i historien som den første danske målscorer i et KHL All Star Game.

De to conferences, West og East, tørnede sammen i Moskva i dag og det endte med en sejr på 28-23 til Western Conference-holdet, hvor Philip Larsen optrådte.

Danskeren var blevet udvalgt til andenkæden, som var “journalisternes kæde”, og det i sig selv er jo en stor anerkendelse af Larsens indsatser på isen i indeværende sæson.

I den sportsligt ret ligegyldige kamp scorede danskeren til vanvittige 15-17 i anden periode, og var altså med til at lancere comebacket for Western Conference. Dinamo Minsk-forwarden Matt Ellison slog scoringsrekorden for en All Star-kamp i KHL med hele otte mål.

Til gengæld blev Eastern Conference den samlede vinder af den skills competition, der indledte hele seancen. Jokerits Brandon Kozun løb den hurtigste runde på isen, Medvescak Zagrebs Milan Jurcina skød hårdest, men i straffeslag vandt Eastern Conference og Linus Omark fik leveret det mest spektakulære straffeslag med sin brændende stav. Sejr på den afsluttende forhindringsbane sikrede Eastern Conference sejren.