Kasper Jensen skifter fra Esbjerg til Rødovre

Foto: Jan Korsgaard

Ganske som ventet spiller Kasper Jensen for Rødovre Mighty Bulls i den kommende sæson.

Jensen, der i fjor blev dansk mester med Esbjerg, har i forsæsonen trænet med Vestegnsklubben, og det har nu udmøntet sig i en ny kontrakt til den solide back, der dermed vender hjem til Sjælland, hvor han trådte sine første skøjter.

Først i Hvidovre og siden i Herlev. Kasper Jensen har også tidligere spillet par sæsoner i Rødovre og er i det hele taget en bundrutineret fyr, der også har svensk hockey og et enkelt VM på sit cv. Han skal snart være far og derfor ønsket om at vende tilbage til rødderne på Sjælland.

– Jesper Duus (Rødovre-træner) og jeg har jo spillet sammen for mange år siden og han er en af grundene til, at jeg valgte Rødovre. Vi skal give hundrede procent i hver kamp og træning, komme videre til slutspillet – og hvem ved, hvad der kan ske der, siger han til Rødovre Mighty Bulls’ hjemmeside.

Jesper Duus om sin gamle holdkammerat, som han nu skal træne:

– Kasper er en stor fysisk back med den attitude, som vi mangler til træning og i kamp. Han er rutineret og stadig ambitiøs, så jeg forventer, han vil bevise sit værd hver eneste dag, siger Jesper Duus til mightybulls.dk.