OL-KVAL: Karlsson skuffet over danske fejl og manglende omtanke

Foto: Jan Korsgaard

Skuffelsen var til at læse i de danske ansigter i aftes efter miseren mod Hviderusland. Tunge ansigtsudtryk, hængende mundvige og dyb tavshed – hvis ikke danskerne blev spurgt af pressen – var på dagsordenen, og træner Janne Karlsson var tydeligvis træt af tingenes tilstand.

Forståeligt nok.

– Nej, jeg vil ikke pege nogen enkelt spiller ud, men vi giver dem tre mål på vores fejl, sagde han, da han blev forholdt Mikkel Bødkers to pucktab i offensiv zone.

– En enkelt fejl fører ofte til flere misforståelser, og enkelt fejl kan føre til, at mange vil redde situationen og så begår man yderligere fejl. Det jeg kan konstatere er, at folk havde lidt svært ved at regne i de pågældende situationer, sagde Janne Karlsson.

Og hvad mente han så med det? Jo, dagen før kampen havde Karlsson faktisk anført, at det i moderne ishockeys er en af spillernes vigtige opgaver at holde øje med, hvor mange medspillere, der ligger foran og angriber.

Da Mikkel Bødker eksempelvis mistede pucken ved 1-1-målet var både Bødker og tre holdkammerater helt væk, da Hviderusland slog kontra, fordi danskerne kiggede fremad og lå langt oppe i banen.

Nogenlunde det samme skete ved Hvideruslands 2-1, hvor Danmark endda var i powerplay. Derefter fandt danskerne aldrig roen i spillet igen.

– Vi spillede dem ud i de første ti minutter, vi havde fart gennem midtzonen, vi fik scoret og jeg hørte faktisk publikum pifte de første syv-otte minutter. Det er det fineste, man kan opleve som udehold. Men vi tålte åbenbart ikke den fremgang, sagde han.

– En ishockeykamp har ufattelig mange ansigter, og kampen havde et ansigt frem til 1-0, vi sløser og giver dem mål, men det skal vi simpelthen kunne håndtere. Det gjorde kunne vi i dag, og vi må konstatere, at vi var oppe mod både lysende målmandsspil og så store og stærke backer, som holdt os væk, sagde

 

Var det den korte forberedelsestid, der kostede?

Nej, vi har de forudsætninger, som vi har. Sådan er det, sagde Karlsson kortfattet, inden pressesessionen var slut.