Kaptajnen forlænger med Blue Fox

Daniel K. Nielsen fylder 38 år i begyndelsen af næste sæson, men vil fortsat være at finde på isen for Herning Blue Fox.

Den rutinerede back har forlænget sin kontrakt med et enkelt år, oplyser Herning Blue Fox i en pressemeddelelse.

– Daniel er meget vigtig for holdet. Han har en enorm rutine, men indgyder også stor respekt omkring ”klubben” på holdet. Kulturbærere som ham er ganske enkelt en sjældenhed, som kun ganske få klubber begaves med over tiden. Med et kig ned over hans meritter, så er det selvsagt en uhyre vigtig brik, vi tilføjer både forsvaret og ikke mindst spillet op ad banen. Navnet og bedrifterne taler i bund og grund for sig selv, siger cheftræner Petri Skriko.

Daniel K. Nielsen har spillet for barndomsklubben Herning i det meste af sin karriere. Det er blevet til afstikkere til svenske Leksand og tyske Hamburg Freezers, men siden 2014 har Nielsen været tilbage i Herning som holdets kaptajn.

I den forgangne sæsons sidste finalekamp spillede Nielsen sin kamp nummer 700 for Blue Fox, og han står noteret for imponerende 428 point som Herning-spiller.

Den kommende sæson bliver Daniel K. Nielsens 16. som Blue Fox-spiller. Derudover har den rutinerede back spillet hele 13 VM-turneringer for Danmark i A-gruppen, og han var senest med ved VM på hjemmebane i maj.