Kaptajn Nettelbladt og Sean Wiles er færdig i Odense

Som TV2/FYN kunne fortælle for et par dage siden, valgte Odense Bulldogs ikke at forlænge kontrakten med reservemålmanden Nicolai Lærke.

Nu offentliggør Odense også, at to af de udenlandske profiler fra i fjor er væk. Det drejer om den fysisk stærke Sean Wiles, der brillerede med et stærkt grundspil og 53 point i 42 kampe, inden han punkterede i slutspillet, hvor det i syv kampe i kvartfinalen mod Herning blot blev til to assister.

Også Odenses kaptajn fra den netop afsluttede sæson, svenske Joakim Nettelbladt, forlader klubben. Svenskeren var den eneste importback i den forgangne sæson i Odense og var noget af en støttepille i defensiven, samtidig med, at han blev den mest pointscorende back i Metal Ligaen med 53 point i form af 10 mål og 43 assister.

En stærk sæson af Nettelbladt, der også scorede det udlignende Odense-mål i kamp syv i Herning kort før tid. Et mål, der altså ikke rakte til avancement til semifinalen. Nettelbladt fik to sæsoner på Fyn.