Kaptajn Green satte trumf på i overtiden

Odense Bulldogs – Rungsted Seier Capital 2-3 (1-1, 1-1, 0-0, 0-1) Vigtige point i det fortættede midterfelt var på højkant denne fredag i Odense, hvor ligaens aktuelle nummer seks og syv dystede i en regulær sekspointskamp rundt om slutspilsstregen.

Robin Rahm har trukket mange overskrifter sæsonen igennem. De seneste dage ingen undtagelse, men denne gang ikke for sit stærke spil mellem stængerne. Er han fortid i Odense – eller er der denne gang blot røg og ingen ild?

Mange fynboer holder vejret i håbet om det sidste. Godt illustreret ved, at han før kampstart blev kåret til månedens bedste i januar af Bulldogs-fansene.

Faktum i hvert fald denne aften, at svenskeren vanen tro passede tjansen som kølig sidste skanse i bagerste geled.

Kampens åbning var til den blodfattige side. Målmændene blev ikke testet af andet end halvforkølede forsøg, og den forventede slutspilsintensitet og nerve var svær at fornemme. Det matte udtryk forplantede sig til lægterne, der ikke emmede af fredagsfest.

En god udfordring fra Rungsteds Nikolaj Rosenthal var første reelle chance efter mere end ti minutters spil, men derfra kom der til gengæld bedre gang i sagerne.

Kort efter stemplede Bulldogs’ førstefemmer også ind, og så gik de anderledes direkte til værks. Et Nick Walters-skud blev halvklaret ud til Søren Nielsen. Det blev hans forsøg på riposten imidlertid også, men tredje gang var lykkens gang i pinball-spillet foran mål, da pucken nåede Dale Mitchell. Den canadiske målsluger svigter sjældent og fik pucken lagt under Kevin Lindskoug til 1-0.

Det slog ikke gæsterne ud, som i stedet buldrede effektfuldt på de følgende skift. Efter tungt pres tæt under mål fik Marcus Nielsen sidste stav på pucken efter ihærdigt forarbejde fra tilbagevendte Emil Oliver Christensen og unge Gustav Green i Rungsteds fjerdekæde.

Fornuftige forsøg fra Bjerrum, Ehlers og Vedel i et sent powerplay rundede åbningsperioden af, der tiltog i intensitet og små intriger, men som ikke bar voldsomt præg af den ellers vigtige dyst omkring sjette- og syvendepladsen.

Rungsted har på det seneste døjet med en del disciplinære udfordringer på isen, og i starten af anden periode varede det ikke længe, før Mike Vernace tog holdets tredje udvisning i kampen.

Denne gang slog hjemmeholdet til. Ned Lukacevic førte pucken ind i zonen, men blev umiddelbart bremset af en Rungsted-back. Den løse puck hoppede imidlertid ud lige på bladet af Rasmus Bjerrum, der med et hurtigt træk og et flot svirp helt op i det korte målhjørne bragte fynboerne tilbage i front.

Kort efter var der bud efter en fordobling, men denne gang måtte Bjerrum nøjes med lydet af stolpens ærgerlige pling. Jacob Johnston fulgte kort efter op i et karakteristisk fremstød, men han måtte se sit forsøg lide samme skæbne.

Hjemmeholdet ringede altså på et par gange, men det var Rungsted, som fik åbnet døren og scoret næste mål i den modsatte ende. Brendan Nash rundede alt for nemt sin direkte modstander på højrekanten, og serverede derefter et åbent mål til William Boysen på modsatte stolpe til udligningen 2-2.

Rungsted kom særdeles sultne ud til tredje periode, som om kampens alvor var gået op for dem. En giftig Robin Bergman-chance indledte et tungt pres henover flere skift – og et par nødvendige og forløsende Bulldogs-icinger.

I femte minut havde Lukacevic modsat en gylden mulighed, men fri foran mål fik han for meget luft under sin baghåndsafslutning. Kampen balancerede på en knivsæg.

Rungsted begyndte at dominere stort i nærkampene, og et powerplay intensiverede presset yderligere. Dog uforløst.

Fem minutter igen og med gæstende tyske venner på fantribunen brød den klassiske, trommeanførte vandring rundt i hallen ud. En ny Odense-icing, og Mikael Gath måtte smide sit timeout-kort.

Faren var ikke drevet op. Pucken blev smidt og hurtigt blev Rosenthal sat op til en firsttimer. Igen sagde det højlydt pling via stolpetræfferen, og pucken dansede langs stregen under Rahm, men forblev ude. Trængselstider i Bulldogs-land.

Mitchell-kæden leverede et par gode aflastningsskift, og med bare ti sekunder igen brændte det på. Jacob Johnston afsluttede resolut, og endnu en af lidt for mange returer fra Lindskoug endte på bladet af Mitchell. Stærkt Rungsted-arbejde fik imidlertid lukket chancen ned, og så rindede den ordinære tid ud efter en hidsig afslutning. Begge mandskaber måtte på overarbejde.

Afgørelsen faldt i det tredje minut. Lukacevic forsøgte et par avancerede træk, men mistede pucken, og så gik Rungsted til angreb den anden vej. Mathias Røndbjerg var tæt på at servere et åbent mål for Morten Green, men Rungsted-kaptajnen missede akkurat pasningen tæt under mål.

De bevarede imidlertid puckbesiddelsen, og pludselig åbnede der god plads langs venstre side for netop Green. Han tog et par skøjtetag, fyrede skuddet af og det gik langs isen og under Rahm til en Rungsted-sejr, som dermed holder deres top seks-forhåbninger i live.