Jutland Vikings! Østjysk 1. divisionshold synes at være en realitet

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Jutland Vikings er dukket op på Facebook, og eftersom der henvises til et nyt hold i 1. division fra både IK Aarhus’ og Silkeborg SF’s egne Facebook-sider, så synes den at være god nok. Landets næstbedste række har et nyt og sandsynligvis ganske ambitiøst projekt på banen i form af en østjysk ishockeyfusion.

Tænker man bare fem år tilbage, havde det været en usandsynlig hændelse at slå de to klubkulturer sammen, men i de seneste sæsoner har Aarhus og Silkeborg nærmet sig hinanden.

IK Aarhus har haft store problemer med at få istid og har ligget i konflikt med bestyreren af skøjtehallens cafeteria, mens Silkeborg har masser af is, men til gengæld ikke noget seniorhold på et ordentligt niveau at rykke spillere op på.

Derfor er sammenslutningen logisk. Søren Thrane, manager i IK Aarhus, forklarede det således til JP Aarhus i januar.

– Vi laver en overbygning, fordi vi vil fremme ishockey i både Aarhus og Silkeborg. Overbygningen giver os større muligheder på mange forskellige områder. Talenterne kan blive plejet mere, vi kan få mere istid, og det bliver nemmere at tiltrække sponsorer. I sidste ende fører det til, at vi opnår IK Aarhus’ oprindelige målsætning om at præge toppen af dansk ishockey, lød det.

Navnet er altså blevet Jutland Vikings, og det lyder både spændende og internationalt. Klubbens Facebook-gruppe lover at præsentere spillere hver onsdag og disker op med følgende teaser på Facebook-siden:

– Et spændende nyt koncept, som aldrig er set i dansk ishockey, er på vej. Vi giver jer muligheden for at følge Jutland Vikings på en helt ny og anderledes måde. Men mere om det senere på sæsonen.

– Vi glæder os meget til at forkæle jer med en masse fed ishockey i den kommende sæson, i de to byer. Vi lover jer, at vi er ikke kommet for at lære! Vi er kommet for at være med hvor det sjove sker, lyder det – ganske kækt – fra Jutland Vikings-ledelsen.

Dermed tæller 1. division udover ligareserverne – hvis de alle stiller op – fem “uafhængige mandskaber” i form af Amager, Hvidovre, Gladsaxe og altså de to hold med engelsk/amerikansk-klingende navne, Copenhagen Lions fra Ørestaden og Jutland Vikings fra det østjyske.