Julian Jakobsen: – Spillemæssigt var vi godt med

Julian Jakobsen - Aalborg Pirates - Oliver Reuter - Gentofte Stars

Aalborg Pirates-mandskabet sled og slæbte i går eftermiddag i Vojens, hvor nordjyderne var tættere på end tidligere i serien med at snyde favoritterne fra Vojens-kanten.

Pirates begyndte kampen defensivt, men fik – som tiden skred frem – flyttet spillet mere og mere fremad. Og faktisk afsluttede aalborgenserne kampen i Vojens bedst og med de største chancer, inden Mads Lund fik dirigeret skiven ind i overtiden til det afgørende 2-1-mål. 

Julian Jakobsen, Aalborgs kaptajn, gjorde status efter de små 62 minutter i Vojens. 

– Spillemæssigt synes jeg jo igen, at vi er godt med. I de første kampe har vi haft meget puckbesiddelse, men vi har også til tider spillet en anelse naivt, og det har kostet. Vi har mistet pucken på nogle dumme positioner, og det kan man jo også se på Ronans redningsprocenter. Det er ikke, fordi han han har stået dårligt, men når de får åbne chancer efter fejl fra os, så er det jo svært at være målmand. Det fik vi skåret gevaldigt ned på i dag, så de også kun scorer et mål i ordinær tid, sagde han til Nordjyske.

Statistisk set er det nu umuligt for Aalborg at komme videre – ingen danske hold har nogensinde vendt 0-3 til 4-3 i en serie.

Tirsdag drejer serien igen omkring Aalborg. 

– Vi går hårdt efter at vinde på hjemmebane, og så kræver det jo bare en sejr dernede fredag, for at vi ligesom er tilbage ved udgangspunktet. Vi har egentlig opskriften til at slå dem, nu skal vi bare have ført den helt ud i livet, siger Julian Jakobsen til Nordjyske.