Joonas Riekkinen fortsætter hos Gentofte Stars

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Gentofte har forlænget kontrakten med en af de succesfulde finner fra sidste sæson. Joonas Riekkinen spiller også i den kommende sæson for Stars, skriver træner Karsten Arvidsen.

– Joonas Riekkinen var assisterende kaptajn og er en fysisk maskine, der viser lederskab ved handling. Han var en af ligaens bedste centerspillere, stærk i alle tre zoner og stærk på faceoff. Ydermere har han en evne og kvalitet til at gøre sine medspillere bedre – og er svær at spille overfor, lyder det.

– Vi er glade og stolte over, at Joonas har valgt at forsætte i Gentofte næste sæson, for han er enhver træners drøm at have ombord på sit hold og klub – utrolig dedikeret og professionel, roser Karsten Arvidsen.

Joonas Riekkinen lavede 37 point i 45 kampe i grundspillet i fjor og fortsatte de gode takter i slutspillet, hvor han leverede 12 point i 16 kampe.

Dermed har Stars med Virtala-brødrene, Teemu Seppänen, Marlo Koponen og altså nu Riekkinen fem af de stærke finner fra i fjor på plads sammen med canadiske Jeff Terminesi. Jesse Jyrkkiö er draget til Ungarn og EBEL, mens det stadig er uvist, hvorvidt Cam Spiro kommer til at fortsætte i klubben.