Jokerit-boss: Vi vil gerne spille KHL World Games i Danmark

Foto: Jan Korsgaard

Det er den legendariske finske spiller, Jari Kurri, et af finnernes største navne gennem tiderne, der er general manager for Jokerit Helsinki i KHL. Kurri har været særdeles glad for sin “danske garde”, der i den netop afsluttede sæson har været med Peter Regin, Nicklas Jensen, Jesper Jensen Aabo og Oliver Lauridsen. 

Kurri er så glad for Danmark og sine danske spillere, at han i den russiske avis Championat har udtrykt interesse for at spille en kamp i Danmark. 

I de seneste sæsoner har KHL spillet de såkaldte “World Games” ude i Europa og sidste sæson var det CSKA Moskva, Slovan Bratislava og SKA St. Petersborg, der turnerede i Bratislava og Wien.

– Vi har diskuteret muligheden for at spille KHL World Games i Danmark, men jeg ved ikke noget konkret. Vi åbne for muligheden hos Jokerit, men den endelige beslutning om World Games er endnu ikke taget, siger han ifølge Championat.com. 

Spørgsmålet er naturligvis i første omgang, hvad KHL vil kræve af et “World Game” i Danmark. Er det nok med en af de eksisterende arenaer herhjemme, hvor de tre-fire største kunne komme i spil, eller vil ligaen forlange en åbning af Royal Arena eller Jyske Bank Boxen med is på? Sidstnævnte løsninger synes at være urealistiske, eftersom der er store omkostninger forbundet med at lægge is på. 

Spændende om de kommende måneder byder på mere i den sag. eller om det bare ender som gisninger fra Kurris side?