Jets sejrede i målorgie, Ehlers scorede

Der var kun tre kampe på tapetet søndag nat i NHL. Den ene af kampene var med dansk deltagelse i form af superrookien Nikolaj Ehlers der spillede med for hjemmeholdet Winnipeg Jets i mod Minnesota Wild.

Jets vandt kampen med 5-4 i ordinær tid, efter at have sat en 5-1 føring over styr midtvejs i kampen.

Nikolaj Ehlers scorede sæsonmål nummer tre i slutningen af første periode, da Mathieu Perrault brød en pasning på egen blå linie og sendte Mark Scheifele og Ehlers afsted i en to-mod-en, hvor Ehlers køligt satte gummiskiven ind under armen på Darcey Kuemper i Wild målet til stillingen 3-1.

Alting så meget lyst ud for Jets, da Drew Stafford inden for ganske kort tid satte to scoringer i starten af anden periode, men det hele vendte på hovedet da Jets pådrog sig en tåbelig udvisning ved Alexander Burmistrov.

Wild scorede i det efterfølgende powerplay og tilføjede endnu et mål under 30 sekunder efter. Desværre så Nikolaj Ehlers rigtig skidt ud på målet til 5-3, da han forsøgte at drible, som bagerste mand og i stedet tabte pucken i egen zone, som førte direkte til Wild-reduceringen.

Det blev rigtig tæt i tredje periode, da Zach Parise scorede til 5-4, men det lykkedes Jets at holde kampen ud og sikre sig to points.

Ehlers fik knap 13 minutter på isen, scorede et enkelt mål på de 3 skud han havde i kampen. Han sluttede 0 i +/- statistikken.

Rangers tilbage på sporet, Kings fortsatte stimen
New York Rangers slog Calgary Flames med sikre 4-1 hjemme i Madison Square Garden, på trods af de var bagud 1-0 efter første periode.

Men Rangers spillede solidt i de sidste to perioder og fik blandt andet mål fra den tidligere Herlev-back Kevin Klein, som scorede til 2-1 og dermed satte gamewinneren.

Los Angeles Kings vandt 3-2 på udebane i mod Edmonton Oilers i ordinær tid. Kampen stod på vippen, da Tanner Pearson satte sejrsmålet i powerplay med kun godt tre minutter tilbage at spille i af den ordinære spilletid.

Connor McDavid havde en monster chance med 4 sekunder tilbage af kampen, men Jonathan Quick redde pucken – eller gjorde han? Se redningen her:

Connor McDavid fortsatte sin pointstime med en assist, og har nu 8 points i de seneste 5 kampe.

Nattens resultater:
Winnipeg Jets – Minnesota Wild 5-4
New York Rangers – Calgary Flames 4-1
Edmonton Oilers – Los Angeles Kings 2-3