Jesper Jensen skifter fra Rögle til Brynäs

Foto: Jan Korsgaard

Den danske landsholdsspiller Jesper Jensen, der fik det meste af sin sæson spoleret på grund af en skulderskade, skifter fra Rögle til en anden SHL-klub, traditionsrige Brynäs i Gävle. Det skriver Brynäs på klubbens hjemmeside.

– En spiller med en herlig attitude og med stort konkurrenceinstinkt. Han holder af at være i begivenhedernes centrum. En erfaren spiller med mange VM-turneringer for Danmark, siger Stefan Bengtzén, sportchef i Brynäs IF.

– Han er en potentiel pointplukker, som i sæsonerne 2013/14 og 2014/15 var stærkt bidragende til fremgang for sine klubber (Karlskrona og Rögle). Den seneste sæson blev desværre spoleret på grund af en skade, men Jesper er nu helt frisk igen, tilføjer sportschefen.

– Jeg er vældig glad for muligheden for at udvikle mig og spille i en så traditionsrig klub som Brynäs IF. Jeg ser frem mod at blive en del af holdet og håber og tror, at jeg kan bidrage positivt i den kommende sæson, siger Jesper Jensen selv.