Jesper Duus tilbage i hockeyen: Træner Gentofte med Per Holten Møller

Efter sin afsked med jobbet som sportschef i Danmarks Ishockey Union er Jesper Duus nu tilbage i sporten. Det skriver BT, der beretter, at Duus har skrevet under med Gentofte Stars. Her skal han i den kommende sæson stå for cheftrænerjobbet i samarbejde med en anden legende, Per Holten Møller. 

– Jeg blev kontaktet af Gentofte Stars’ sportschef, Karsten Arvidsen, og behøvede ikke lang betænkningstid. Klubben har ambitioner om at vende tilbage til Metal Ligaen fra 2020, og det bliver et interessant job at være med til at udvikle holdet og gøre det klar til ligahockey. Fokus bliver på selve processen i højere grad end resultaterne. Gentofte Stars har en stor ungdomsafdeling med et stort potentiale, siger Jesper Duus til BT. 

Gentofte Stars vandt 1. division i fjor og klubben og organisationen bag er i gang med at gøre sig klar til et Metal Liga-comeback, der efter planen skal finde sted efter den kommende sæson. 

Jesper Duus er en legendarisk skikkelse i dansk ishockey og blev som den første i 2012 i Cirkusbygningen optaget i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.

En back i europæisk klasse med en unik spilforståelse, som var på landsholdet fra amatørtiden i C-gruppen i 1987 til Köln 2010 og i sin lange karriere har vundet fire nationale mesterskaber (to med Rødovre, et med svenske Färjestad og et med østrigske Feldkirch). Med Feldkirch desuden Europa Cup-titlen.

Han stoppede i efteråret 2016 som cheftræner i Rødovre Mighty Bulls, da han efter landsholdets mislykkede OL-kvalifikation blev sportschef i DIU. Dét job viste sig imidlertid ikke at være lykken. Han følte, at han druknede i administration. Hans kritik af DIU for at mangle visioner blev dog afvist af DIUs direktør, Ulrik Larsen.