Jesper B. Jensen var tilbage i kampaction i aften

Foto: Jan Korsgaard

Så har Jesper B. Jensen igen været på isen i en ishockeykamp over 60 minutter. Den glædelige nyhed kommer fra Finland, hvor Jokerit i aften spillede med et blandt KHL og Junior A-mandskab i testkampen mod Kiekko-Vantaa fra den næstbedste finske række.

Her var Jesper B. Jensen som den eneste dansker med i opstillingen, men det var bemærkelsesværdigt i den forstand, at det var den hårdføre backs første kamp siden han røg ud i et grimt uheld i VM i kampen mod Schweiz.

En tackling fra Andreas Ambühl kostede både en hjernerystelse og en efterfølgende operation i skulderen, men heldigvis er Jesper B. Jensen nu klar igen – og dermed også klar til at arbejde sig frem mod den kommende OL-kvalifikation i Hviderusland.

Kiekko-Vantaa udnyttede det svækkede Jokerit-mandskab til at bringe sig foran 3-0 efter anden periode, men fire Jokerit-mål i slutfasen vendte billedet og kampen endte 4-3 over Mestis-mandskabet.

I morgen spiller Jokerit mod SKA St. Petersborg og det skal blive spændende at se, om Jensen også spiller med mod stærkest mulige modstand.