Jeppe Urup Mogensen skifter til USHL

Endnu en ung dansker tager skridtet til Nordamerika og kommer til at spille i den højeste USA-liga, hvor Jacob Schmidt-Svejstrup for øjeblikket er blandt de ledende spillere.

Ifølge USHL’s hjemmeside har Sioux Falls Stampede hyret den Odense-opdragede back Jeppe Urup Mogensen ind til den resterende del af sæsonen.

Klubben selv har dog ikke meddelt noget endnu på dens hjemmeside, men det er altså ligaens officielle Twitter-konto, der sender Urup fra AIK Stockholm og over Atlanten.

Jeppe Urup Mogensen har foreløbig spillet 25 kampe for AIK i denne sæson med fem assister til følge og skal altså nu på eventyr i det nordamerikanske, hvor han kommer i samme division som Schmidt-Svejstrup i Fargo Force.

De to skal i morgen forsvare de danske farver ved U20-VM i USA ved den måske afgørende nedrykningskamp mod Hviderusland.