Jens Nielsen: For dårlig taktisk skoling i dansk hockey

Foto: Jan Korsgaard

Ofte er der særdeles interessante old school-artikler på Hockeysverige.se, og set med danske øjne er den nyeste af slagsen ingen undtagelse. Det er nemlig et interview med Jens Nielsen, som med sine adskillige kampe i den svenske Elitserie fremstår som legendarisk og som en stor personlighed i svensk ishockey. Temaet er Nielsens nye liv i dansk ishockey og trænergerningen for Aalborg Pirates.

En ganske væsentlig pointe i interviewet er, at Nielsen mener, at de danske ishockeyspillere ganske enkelt er for dårlige skolede rent taktisk, hvis man sammenligner med de svenske unge kolleger.

– Der er kæmpestor forskel på svensk og dansk hockey i dag. Fremforalt rent taktisk. Der findes ingen struktur i spillet her i Danmark – det er bare at køre på. Helt enkelt, så dumper man bare pucken og spiller derefter. Jeg oplever det, når jeg skal kortlægge vores modstander. Det er svært af finde linjer i deres spil, og i det hele taget er det svært af finde linjer i dansk ishockey, siger han til Hockeysverige.se.

Han fortæller ligeledes, at ishockeyen – i hans opfattelse – fylder en meget lille del af bevidstheden på den danske sportsscene. Og at ungdomshockeyen i Danmark bestemt ikke læner sig op af den “svenske” mere taktisk-skolede ishockey.

– Forbundet (DIU) inspireres nok af Sverige. De har egne træneruddannelser, som er bygget op efter det svenske system og man uddanner trænere derefter.

– Men det jeg har set af ungdomshockey i Danmark, er ikke den svenske stil. Jeg forsøger selv at indføre den i Aalborg. Der virker man, til at synes om den svenske stil, men jeg tror faktisk, at der er for dårlig uddannelse af de danske ungdomsledere (trænere). Det ender med, at man bare kører en enkelt og “ligeud” hockey, som jeg ikke synes uddanner drengene særlig godt, siger Jens Nielsen – ganske opsigtsvækkende om sin oplevelse af dansk ishockey.

I Aalborg forsøger han som træner at implementere den svenske stil på sit Pirates-mandskab.

– Det jeg har hørt er, at man synes, at det er bedre med mere struktureret hockey. Folk i Aalborg siger, at man synes, at det er bedre hockey den her sæson. Man passer pucken til hinanden i stedet for til banden, siger Jens Nielsen.