Jason Morgan bliver ny træner i Aalborg Pirates

41-årige Jason Morgan bliver ny træner i Aalborg Pirates, skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Efter en lang og flot spillerkarriere med en smule NHL i bagagen og næsten 600 kampe i AHL, trak Jason Morgan sig tilbage før sæsonen 2015/16 og drog hele vejen til Ungarn for at indlede sin trænerkarriere. 

Her begyndte han som ungdomstræner, inden han hurtigt avancerede til et job som cheftræner for DVTK fra Debrecen i den ungarsk-rumænske MOL-Liga. Her blev han mester allerede i sin første sæson, og derefter strøg han til Polen for at træne Orlik Opole, hvor han blev fyret – og pudsigt nok i den forbindelse hyldet for sit arbejde med klubbens unge spillere. 

Derefter drog han tilbage til Ungarn, hvor han igen overtog Debrecen og derefter i sidste sæson Dunaujvaros, som han førte til en tredjeplads i grundspillet, der blev efterfulgt af et 0-4-nederlag i semifinalen mod rumænske Czikszereda/Miercurea Ciuc. 

Nu rammer Jason Morgan Aalborg og det må betegnes som et skridt opad på trænerstigen. 

– Da Brandon Reids afgang til Krefeld ramte nyhederne, fik vi rigtig mange henvendelser omkring cheftrænersædet. Ingen tvivl om, at mange prominente og dygtige trænere har ønsket, at blive en del af projektet i Aalborg. Vi har gjort vores research grundigt og hentet et hav af rapporter og anbefalinger ind, ligesom der har været afholdt flere møder med Jason, siger sportschef Ronny Larsen.
 
– Jason er en ung og moderne træner og vi har fået en gylden mulighed for at få en dygtig træner ind. Han kommer med trænererfaring fra den ungarnske MOL liga, hvor han blev mestre med DVTK Jegesmedvék i 2016 og har en flot karrierer bag sig fra NHL, AHL og Europa, tilføjer Ronny Larsen.