Jan Jensen bliver ny assistenttræner i SønderjyskE

Den ene klublegende afløser den anden i SønderjyskE som assistent for træner Mario Simioni. 

Klubben går fra Søren “Tiffi” Nielsen og over til Jan “JJ” Jensen som manden, der skal assistere i omklædningsrummet i Frøs Arena. Det skriver sønderjydernes hjemmeside i dag.

Jan Jensen har været et velkendt ansigt i Vojens-klubben siden starten af 1990’erne, og fremover vil ”JJ” være at finde i udskiftningsbænken hos SønderjyskE Ishockey.

Sportschef Kim Lykkeskov glæder sig over, at Jan Jensen, der er tidligere kamprekordindehaver i VIK/SønderjyskE, nu er klar på trænerbænken i SønderjyskE.

– Det er en rigtig glædelig nyhed og en vigtig brik i puslespillet. Det vigtigste har været at få en mand ind, der kender klubben, og som har DNA’et, og det har Mr. Vojens, som Jan blev kaldt i sine aktive dage. Han kender klubben ud og ind, og selv om det er hans første trænerjob i seniorhockey, bringer han en masse erfaring fra sin aktive karriere og mange år som ungdomstræner, siger sportschef Kim Lykkeskov.

Kontrakten løber i første omgang et år, men begge parter håber og forventer, at det kun er startskuddet til et længerevarende samarbejde.

– Det vil være dejligt, hvis det her kan være starten på et samarbejde over flere år, hvis det går, som vi tror og forventer. Vi vil gerne have noget stabilitet på trænerpositionen, og Jan kender klubben, miljøet og folkene på holdet. Vi glæder os til at få ham med ombord, siger Kim Lykkeskov.

For Jan Jensen er det stort at vende tilbage til det hold, som han selv repræsenterede i så mange år, inden han stoppede med en guldmedalje i 2009.

– Jeg er glad og stolt over, at jeg har fået den her mulighed i SønderjyskE, hvor jeg er vokset op og spillede så mange år. Efter nogle spændende år med ungdomshockey og talentudvikling glæder jeg mig til at prøve mig selv af på en ny hylde. Det er et fedt projekt, som SønderjyskE har gang i, og forhåbentligt bliver det også til flere år, siger den kommende assistenttræner.