Jamie Johnson klar til at tage lederskab i Herning

Jamie Johnson fik onsdag aften endelig debut for Herning Blue Fox. Canadieren har ventet længe på sin arbejdstilladelse, men overbeviste med en glimrende indsats for midtjyderne mod Rungsted, hvor han blandt andet satte fransk Nicolas Ritz op til 2-0-målet.

– Jeg kan godt lide at sætte mine medspillere op. Ligesom jeg også sætter en ære i at udføre et stærkt stykke arbejde hjemad, så det er meget tilfredsstillende, at vi holder nullet, siger han til Herning Folkeblad – og konstaterer, at der lige gik lidt tid med at finde spilrytmen.

– Jeg kæmpede lidt med at finde både mine ben og den rette timing derinde. Jeg havde heller ikke forventet andet, siger den 34-årige canadiske center, der er helt med, at han forventes at træde langt frem i boksen hos Blue Fox.

– Klubben forventer lederskab fra min side, og det ser jeg frem til at bidrage med. Jeg vil dele ud af min erfaring, men jeg kan omvendt også lære nye ting af dem, lyder det.

– Man mærker straks vindermentaliteten i Herning, og jeg kan godt lide klubbens tilgang til tingene. Særligt de unge spillere har imponeret mig med deres fart og spilforståelse. Det kan godt blive en stor sæson, vi går i møde, siger han til Herning Folkeblad.