Jagr strålede i legendernes kamp

Foto: Dinur

Jaromir Jagr er tilbage i Tjekkiet, og lørdag spillede han sin første kamp for HC Kladno efter hjemkomsten fra NHL.

Den snart 46-årige wing spillede en forrygende comebackkamp for Kladno, som han senest optrådte for under NHL-lockouten i 2012. Jaromir Jagr, som ejer størstedelen af klubben, der spiller i den næstbedste række i Tjekkiet, lavede tre assister i en 7-2-sejr over HC Benatky nad Jizerou.

Ikke nok med, at Jaromir Jagr var tilbage på tjekkisk is, så havde en anden af den stolte ishockeynations helt store helte også snøret skøjterne for første gang i flere år. 46-årige Petr Nedved sagde farvel til pensionisttilværelsen for en enkelt aften og spillede for hjemmeholdet HC Benatky nad Jizerou.

Petr Nedved nåede at spille 982 kampe i sin NHL-karriere, som han indstillede i 2007. Efterfølgende spillede Nedved en del kampe i den bedste tjekkiske række, indtil han lagde skøjterne på hylden i 2014. Lørdag var de dog fundet frem igen, og det skabte kæmpe opmærksomhed omkring opgøret i WSM Ligaen.

HC Benatky nad Jizerou spiller normalt deres hjemmekampe i en arena med plads til 2.000 tilskuere, men interessen for at få billetter til lørdagens kamp var så stor, at klubben havde lejet sig ind i en arena med plads til 7.500 tilskuere. Alle billetter blev solgt, så kampen mellem de tjekkiske ishockeylegender blev spillet for fulde huse.

Selvom Jagr var det største trækplaster og spillemæssigt gjorde det rigtig godt med tre assister, så var Nedved faktisk også stærkt spillende. Han scorede hjemmeholdets ene mål og var med i oplægget til det andet.

Mens Jaromir Jagr håber på at blive sin knæskade kvit og fortsætte karrieren, så var Petr Nedved formentlig kun tilbage for en enkelt aften. Den 46-årige center spillede dog hele 24 minutter, mens Jagr fik cirka 20 minutters istid.