Jagr: Manden, myten, legenden

Foto: Bridget Samuels

(Udgivet i samarbejde med Sportsomnia – Sporten om natten)

Da det stadig hed Tjekkoslovakiet
Året er 1990. Den mest sete film i biograferne er Goodfellas. Vanilla Ice dominerer singlehitlisten med sit monsterhit ”Ice Ice Baby”, og nyhedsværterne beretter om Berlinmurens fald.

Alt imens dette sker, får en ung mand på 18 år, fra det daværende Tjekkoslovakiet, debut for Pittsburgh Penguins. Der er selvfølgelig tale om Jaromir Jagr. Alt dette er ved at være 26 år siden. Jagr er i mellem tiden blevet 44 år og spiller nu for Florida Panters – hans ottende NHL klub.

I løbet af hans lange gloværdige karriere er det blevet til to mesterskaber, 13 All star kampe, fem gange som topscore i ligaen og tre gange ligaens MVP. Alt imens disse trofæer er kommet hjem i trofæskabet, er det blevet til utrolige 1851 point, hvilket gør Jagr til den tredje mest produktive spiller i NHL’s historie kun overgået af Wayne Gretzky og Mark Messier.

Tredjepladsen blev sikret med en assist for seks dage siden mod Boston, hvilket gav ham tredjepladsen alene. Han delte den forinden med ”Mr. Hockey” Gordie Howe.

Kærlighed til spillet
Hvem gemmer sig under udstyret på denne legendarisk Wing, der stadig i hans fremskredne alder formår at tryllebinde iagttagerne, mod- og medspillere og ikke mindst fansene? Svaret skal formentlig findes ved at kigge på, hvad der dog kan motivere ham til at spille videre på højeste niveau.

Da Jagr fik dette spørgsmål sidste uge, virkede han overrasket og forklarede næsten overbærende til journalisten, at når man laver noget man virkelig elsker, så havde man ikke behov for motivation.

Der er millioner af mennesker, der passer deres almindelige job for bagefter at tage til hockeytræning, deres motivation er den samme som min, simpelthen at de elsker spillet.

En meget romantisk fremstilling, og der er da heller ingen tvivl om, at kærligheden til spillet er enorm stor hos Jagr, ellers havde han meldt fra for længe siden, men til historien om manden, der bare elsker hockey, skal også tilføjes, det enorme arbejde han lægger hver eneste dag for, at kunne blive ved med at lave netop det, han elsker.

Skøjtetræning om natten med en 20 kg. vest og ekstra vægt omkring anklerne. En diet der ville få de fleste yngre NHL spillere til at droppe karrieren, er nogle af de ting, der gør, at Jagr stadig kan følge med spillere unge nok til at være hans sønner, eller som hans ”kædemakker” Barkov udtaler ”Det er sjovt at se, hvad han (Jagr) gør hver eneste dag for at holde sig i form. Han er en af de bedste spillere i historien…Han er 6 år yngre end min far”.

De vigtigste ting Jagr tilskriver sin succes, krediterer han dog sin egen far for at have lært ham. ”Hold dig altid i bevægelse og hold altid staven på isen”. Så simpelt kan de gode råd åbenbart være, når man som far vil give ens søn værktøjerne til, at blive en af de mest produktive spillere NHL har set, og den mest legendariske spiller hjemlandet Tjekkiet har opfostret.

Årene i Pittsburgh
Årene i Pittsburgh er dem, som Jagr hovedsagelig vil blive husket for. Han var en stille dreng på 18 år, der holdte sig for sig selv, og ikke gjorde meget væsen af sig. Sådan husker daværende holdkammerat Ron Francis i hvert fald de første år med Jagr som holdkammerat.

Omkring starten siger Jagr selv, at han havde en rigtig god pre-season, da han først kom til USA, så træneren blev hurtigt overbevist om, at han var klar til at gå direkte ind på holdet, ”det var jeg bare ikke”: har Jagr efterfølgende udtalt.

Han var dog landet på et hold fyldt med stjerner. Størst af dem alle var Mario Lemieux, og med ham til at tage omverdenens søgelys, voksede Jagr hurtigt med opgaverne og udviklede sit spil nok til at være en væsentlig brik på det Penguins-hold, som ville vinde en Stanley Cup i både 91 og 92.

Starten var god, og de gode tider fortsatte i gennem hele årtiet, det var først da Mario Lemieux gjorde comeback i det nye årtusinde, at de første problemer opstod i Tjekkens karriere.

Smidt ud af Pittsburgh
Det blev hurtigt tydeligt både sportsligt og personligt, at byen Pittsburgh ikke længere kunne være stor nok til de 2 superstjerner, derfor blev det naturlige valg truffet, og Jagr blev sendt videre til hovedstaden, hvor Capitals tog imod ham med ønsket om at opbygge et mesterhold omkring ham. Det kom desværre bare aldrig helt til at klikke for Jagr i Washington, og han havde svært ved at leve op til sin enorme kontrakt.

Det blev kun til 2,5 sæson for Capitals, inden Jagr blev sendt videre til Rangers, der dog kun tog imod Jagr, fordi han accepterede at gå ned i løn, og Capitals godkendte et forslag om fortsat at betale 40% af Jagr’s løn, selvom han havde forladt klubben. Det var bare ikke efterspørgsel efter Jagr længere. Det er her interessant at bemærke, at vi befinder os i 2004, og altså 12 år siden klubberne begyndte at frygte, at Jagr var ”Over-the-hill”.

Det blev dog nogle gode år for New York’er klubben, men i 2008 sagde Jagr tak for denne gang til den amerikanske liga, og tog sine talenter med til den russiske KHL. Dette gjorde han hovedsageligt fordi, at kroppen havde brug for en pause fra det hårde amerikanske program med 82 kampe pr. sæson.

Savnet blev dog for stort for Jagr, og da han fik muligheden i 2011 for at trække i Philadelphia trøjen, tog han imod udfordringen og vendte tilbage til NHL. Her har han så siden levet en omtumlet tilværelse med en del klubskifter, men stadig med rimelig stor succes

Pensionisttilværelsen
Der blev grinet lidt mellem linjerne, da Jagr i 2014 skiftede fra New Jersey Devils til Florida Panthers. Florida har et ry, som det sidste hvilested for de amerikanske pensionister, derfor var sammenligningen til den ældre Jagr oplagt for skribenterne. Det har dog vist sig, at det er blevet Jagr, der har leet sidst, da han netop har fundet sin anden eller niende ungdom i solskinsstaten.

Og nu er står han så her, som den tredje mest produktive spiller i historien, hvilket har enorm betydning for en historie interesseret mand som Jagr. Han spiller med nr. 68 for at hylde revolutionen i fødelandet Tjekkoslovakiet. Det er dog ikke bare landets historie, som fascinerer Jagr.

Han er også et levende leksikon indenfor hockeyspillet, som han selv siger, så skal man kende til spillets historie for selv at blive en god spiller og en del af historien, og det må man sige, at han er blevet. Så der er ingen tvivl om, at Jagr er stolt af sin plads i historiebøgerne, imens han soler sig i egen succes i solskinsstaten, selvom man ikke får ham til at sige andet end, at holdets succes er det vigtigste for ham.