Jagr kan endnu: Sænkede Sabres med to mål

Han er med sine 43 år den suverænt ældste spiller i NHL i denne sæson, men tjekkiske Jaromir Jagr viste torsdag, at alderen ikke trykker ham.

Den rutinerede målræv sikrede med to mål og en assist Florida Panthers en 3-2-sejr over Buffalo Sabres. Jagr bragte med to scoringer Panthers i front i første periode, og i tredje periode stod han for oplægget, da finske Aleksander Barkov, som er 23 år yngre end Jagr, scorede sejrsmålet for hjemmeholdet.

– Nogle gange går pucken ind, nogle gange gør den ikke. Det er lige meget, hvad du gør. Det har jeg lært i løbet af de sidste 25 år. Lige nu går pucken ind, så jeg forsøger at skyde den mod mål, sagde Jaromir Jagr efter kampen til NHL.com.

Florida Panthers har fået en fin sæsonstart med tre sejre i de første fire kampe. Jaromir Jagr har allerede lavet fire mål og to assists i denne sæson.

Se højdepunkter fra Jagrs målshow her: