Sidste nyt

J20 SuperElit: Røndbjerg, Madsen og Växjö tabte finalen i straffe

Det findes næppe ondere. At tabe en finale om det svenske mesterskab efter straffeslag.

Ikke desto mindre var det den onde skæbne, Jonas Røndbjerg og David Madsen led i eftermiddag i finalen om det svenske J20-mesterskab.

Modo Hockey vandt lørdag J18-mesterskabet og i dag gentog talentfabrikken fra Örnsköldsvik triumfen hos de ældste juniorer i en herretæt finale mod Växjö – altså med Røndbjerg og Madsen i opstillingen.

De to hold holdt hinanden i skak gennem 60 minutter og en overtid. Lakers kom tidligt foran i kampen ved Robert Lis, Modo udlignede midt i kampen og så spillede de to sig altså frem til straffeslagene, hvor der blev scoret på hele ni af 16 forsøg.

Modos William Eriksson endte som matchvinder foran 759 tilskuere.

I bronzekampen valgte Valdemar Ahlberg at eksplodere for AIK Stockholm, der overraskende slog Rasmus T. Andersson og HV71 med 5-4 og dermed vandt den lille finale.

Ahlberg havde scoret fem mål i 44 grundspilskampe og ingen i seks playoffkampe, men satte 1-2-reduceringen i bronzekampen og udlignede også til 4-4 i kampen, så gutten fra Gentofte valgte altså den rette dag til virkelig at spille en fremtrædende rolle.

Det endte altså med tre danske medaljer i den svenske J20-liga – et ret flot facit.