Interview med kaptajnen: Jeg tror på kvartfinalen

Peter Regin - Danske landshold - Stéphane Da Costa - Franske landshold - Foto: Bluelinemedia.dk -

BTs og VM-organisationens Peter Fredberg møder en optimistisk Peter Regin inden VM-festen i hans hjemby:

Kaptajnen fra Helsinki, Jokerit-stjernen Peter Regin, giver Danmark en fair chance for at stå i en VM-kvartfinale for tredje gang i historien.

”Det er ikke USA, Canada og Finland, vi skal måle os med. De fire andre hold i puljen, Tyskland, Norge, Sydkorea og Letland, har vi alle en realistisk chance for at slå. Målet er en kvartfinale. Jeg tror på det. Vi mangler stadig noget, men det ser allerede okay ud,” siger han.

Ordene fra landsholdets anfører falder før de sidste tests, som vil give et vigtigt fingerpeg om, hvor landsholdet står, inden VM-festen skydes i gang i Royal Arena i København og i Boxen i Herning med Danmarks åbningskamp fredag 4. maj mod Tyskland.

De sidste to tests bliver mod kommende VM-modstandere, onsdag 25. april i SE Arena i Vojens mod OL-sølvvinderne Tyskland og tirsdag 1. maj i Kvik Hockey Arena i Herning mod NHL-stjernerne fra USA.

Landstræner Janne Karlsson vil fra 6. april og op til VM få ikke færre end otte træningskampe, og han venter stadig på de sidste spillere fra Nordamerika og de europæiske playoffhold i det puslespil, et VM-hold altid er.

For Peter Regin er det en drøm at spille en VM-turnering i sin hjemby, Herning. Det var her, han vandt DM-guld i 2003 og 2005 og blev kaldt ”det største talent siden Frans Nielsen”, inden han startede sin eventyrlige hockeyrejse.

Den bragte ham først til Sverige, hvor han spillede tre sæsoner i Timrå. Derefter til Canada og USA med 243 NHL-kampe for Ottawa Senators, New York Islanders og Chicago Blackhawks. Og han har netop afsluttet sin tredje sæson for Jokerit, den Helsinki-baserede KHL-klub.

Under NHL-lockouten i 2012/13 blev han hentet til schweiziske Langenthal af Heinz Ehlers, og Peter Regin og Heinz Ehlers er nu sammen igen, efter af Ehlers er hentet op fra Schweiz som assistant coach for VM-holdet.

”Jeg har aldrig glædet mig så meget til en VM-turnering. Det bliver et VM, jeg og mine holdkammerater altid vil huske. At spille i en fyldt arena i Boxen og opleve den fortættede, euforiske stemning. Det bliver stort. Jeg er overbevist om, at VM også bliver en uforglemmelig oplevelse for vore fans,” siger en drømmende Peter Regin.

Det bliver hans ottende VM-turnering. Han debuterede i 2005 i Innsbruck. Tre skulderoperationer og tre NHL-slutspil var skyld i, at han ikke var med i VM fra Köln i 2010 til sit comeback samme sted i 2017.

Peter Regin skrev i 2016 historie, da han blev Jokerits første udenlandske kaptajn. Som et kuriosum kan nævnes, at han også er den højst betalte idrætsmand i Finland med en årsløn på fire en halv mio. kr. Anførerrollen og lønnen tegner et billede af hans betydning for klubben og ishockeyens status i Finland.

”Jeg nyder at spille i Jokerit og den russiske liga. Og det er dejligt at have tre gode danske venner som holdkammerater,” siger Peter Regin med tanke på Jesper Jensen Aabo, Oliver Lauridsen og Nicklas Jensen.

”En dansk kvartet i en KHL-klub er ret unikt. Vi har det fantastisk sammen og trives både på isen og udenfor. Sproget på holdet er engelsk, og vi fire danskere taler også engelsk indbyrdes i omklædningsrummet. Er vi sammen privat, er det dejligt at kunne slå om til dansk.”

Peter Regin og hans canadiske kæreste, Melana, som han mødte i Ottawa, blev hurtigt integreret i den finske hovedstad.

”Helsinki er en dejlig by og KHL en god og spændende turnering. Det mest negative er de lange road trips, hvor vi er væk mange dage ad gangen,” siger kaptajnen.

Peter Regin havde håbet, at Jokerit kunne gå hele vejen i KHL i denne sæson, men legendariske CSKA Moskva blev sidste stop i Conference-semifinalen.

”Jeg ville godt have haft lidt længere tid i KHL. Vi havde spillet godt hele sæsonen. Afslutningen blev skuffende,” erkender han.

For Janne Karlsson er der ingen tvivl om, at han i Peter Regin har fået den perfekte kaptajn efter rekordmanden Morten Greens exit som spillernes talerør. Som han siger:

”Peter er unik på alle måder og sættes højt i klubben. At en udlænding er anfører i en klub som Jokerit fortæller alt om hans lederegenskaber og klasse og den respekt, der står om ham.”

Efter fire-nationers turneringen i marts i Jylland med sejrene over Frankrig 4-2, Østrig 5-3 og Letland 3-2 skrev BT, at Janne Karlsson allerede har VM-førstekæden klar med Peter Regin, Nicklas Jensen og Mads Christensen. Tre Herning-drenge, som kender hinanden og svinger godt sammen. Landstrænerens bemærkning:

”Jo, de kan definitivt blive en VM-kæde.”