Ingen mål-bekymring hos Rungsted

(Metalligaen 2014/2015, 19. September 2014, SAXO Bank Arena, Rungsted) Foto: Jan Korsgaard

To mål i tre kampe i Sverige i weekenden var facit for Rungsted i testkampene mod Kristianstad, Pantern og Tingsryd i weekenden. I aften er modstanderen Amager Eliteishockey, der kommer topmotiveret til en kamp mod et hold fra Metal Ligaen.

– Det var rigtig gode hold, og vi døjede med lidt skader. Trods det, var det en lærerig weekend, og vi fik holdet sammentømret. Og der er ingen grund til bekymring, selv om vi ikke har scoret i et par kampe. Sådan er det med målscoring. Det skal nok komme, siger Nikolaj Rosenthal, der kalder opgaven på Amager for “sindssyg svær”.

Det kan nemlig være svært for ligaholdene ikke at undervurdere modstand fra den lavere række, 1. division, som er blevet stærkere og stærkere, som årene er skredet. Og i aften møder Rungsted altså et Amager-hold, der har flere ganske kompetente svenske spillere og masser af danskere, der kender gamet på højeste plan.

Amager tabte i weekenden den første kamp i 1. division med 3-4 til Rødovres ligareserver, som dermed vandt finalerevanchen fra i fjor.

Det var også i sidste sæson, at Amager Eliteishockey var tæt ved at chokere Rødovres Metal Liga-hold, der var bagud 0-2, inden det lykkedes for Metal Liga-mandskabet at vende bøtten.

Ingen 1. divisionshold har vundet over et ligahold i cuppens nyere tid og derfor kan Amager altså med en overraskelse – sensation, om man – skrive en lille omgang ishockeyhistorie.

Omvendt bør Rungsteds bredde og kompetencer også være så store, at Metal Liga-holdet med en solid præstation kan vinde kampen uden at komme i problemer.