Ingen gaver til Odense i Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates – Odense Bulldogs 6-2 (2-0, 1-1, 3-1) Aalborg havde rullet det store julemandstema ud i Gigantium til aftenens kamp. Dog var Aalborg ikke klar til at agere julemænd overfor Odense og sendte fynboerne hjem med et solidt nederlag.

Aalborg var uden den sædvanlige trio bestående af Bjarke Møller, Sebastian Brinkman og Tobias Ladehoff, mens der ventes på papirer fra Udlændigestyrelsen på Peter Quenneville.

Hos Odense var der mandefald til Henrik Nielsen og Søren Nielsen grundet skader, mens Asger Petersen og Christian Larsen var fraværende grundet U20-VM.

Aalborg kom stærkt ud til første periode, som de ligeledes har gjort i de seneste kampe. Masser af chancer, hvor Robin Rahm i Odense-målet fik lov til at arbejde for lønnen i aften.

Aalborg var tættest på i starten af perioden ved Henry Hardarson, der fik tilkæmpet sig en returpuck, som Rahm fik reddet med det yderste af stokhandsken. Aalborg kom også foran ved Jeppe Jul Korsgaard, da han sendte pucken i nettet efter opspil fra Kirill Kabanov.

Samme Jeppe Jul var også på spil et par minutter senere, da Kabanov erobrede pucken, og afleverede til Jul, der bare skulle smide pucken ind foran mål, hvor Olivier Hinse kom først med staven til scoring og 2-0 til Aalborg.

Et lille minut efter 2-0-målet kom Yannick Vedel alene mod Tadeas Galansky, men Victor Panelin Borg måtte bruge ulovlige midler for at stoppe ham. Det udløste straffeslag, som Galansky fik reddet, da Vedel gik efter hullet mellem skinnerne, men Galansky lukkede ned for skuddet.

Gigantium kogte, og man håbede, at det hurtige spil ville fortsætte i anden periode, for det virkede ikke til, at det var noget, der passede Odense.

Aalborg kom ud med samme høje fart i anden periode, og det fik hurtigt Aalborg til at øge til 3-0, da Jeppe Jul Korsgaard var hurtigst over en returpuck. Kirill Kabanov havde fundet Nikolaj Carstensen, der sendte pucken på benskinnen af Rahm, og Jeppe Jul var først på riposten.

Det lignede en mindre afklapsning af Odense i Aalborg, men Aalborg gik en lille smule ned i tempo, og begyndte at tage nogle – til tider – dumme udvisninger, og det gav overarbejde for flere af profilerne. Aalborg kæmpede godt i boxplay, men da der var små to minutter tilbage af perioden fik Odense redueret, da Rasmus Bjerrum var førstemand på pucken i klumpspillet foran Galansky, der ikke havde en chance for at redde den. 3-1. 

Odense lignede et hold, der lugtede point, da Yannick Vedel fik reduceret efter små fire minutter af 3. periode. En skud og puck, der lige kunne snige sig over stregen til scoring.

Det slog ikke Aalborg ud, og kaptajn Julian Jakobsen tog ansvaret på sine skuldre, og assisterede både Victor Panelin Borg og Martin Højbjerg til henholdvis 4-2 og 5-2. Målet af Victor Panelin Borg skulle Rahm have reddet, da det mest af alt lignede et fladt baghåndsskud, der kunne snige sig i nettet.

5-2 målet ved Martin Højbjerg var godt gennemspillet, hvor den varme forward bare skulle sende pucken i et tomt net.

Det virkede til, at det frusterede Odense-spillerne, der begyndte at tage dumme beslutninger og mere gå efter manden end pucken. Det kostede Martin Larsen en udvisning for boarding på Højbjerg. Odense satsede stort og tog Rahm ud af målet med små syv minutter tilbage, og efter, at han havde været inde et par minutter igen grundet en fynsk udvisning, så skøjtede han ud igen.

Aalborg lod de unge drenge få en del spilletid i den situation, og det lykkedes også for 16-årige Jonathan Brinkman at sende pucken ind i det tomme mål for sit første seniormål.

Kampen var afgjort, men Odenses fysiske spil var ikke slut, hvilket kostede Dale Mitchell en badebillet, da han sendte en cross-checking i ansigtet på Jeppe Jul. Linjedommerne var hurtige til at få Mitchell væk fra balladen, så der skete ikke yderligere i situationen.

Publikum kårede Julian Jakobsen som kampens spiller, og han spillede også en afgørende rolle, da Odense kæmpede sig tilbage i kampen. Temaet i Gigantium var jul, og Jeppe Jul spillede en afgørende rolle i starten af kampen, hvor fundamentet for sejren blev lagt.