Farvel til udlændingeloftet i dansk ishockey

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Danmarks Ishockey Union holdt i dag repræsentantskabsmøde i Odense, og et af de punkter, der var på dagsordenen var den definitive sletning i turneringsbestemmelserne af den passus, der siger, at en forening højst må have otte udlændinge på kontrakt på samme tid.

Sletningen af punktet i DIU’s turneringsbestemmelser var en af udløberne af den langvarige konflikt mellem Spillerforeningen (DEF) på den ene side og DIU og Ligaforeningen på den anden side.

På et tidspunkt i den næsten årelange strid blev kulturminister Bertel Haarder involveret og adspurgt af avisen.dk og konstaterede, at:

“Regler er til for at blive overholdt – uanset om de er formuleret i Folketinget eller i EU – og jeg har naturligvis en forventning om, at idrættens specialforbund lever op til de gældende regler”.

Derefter meddelte Danmarks Idræts-Forbund meddelt til DIU, at afsnittet om otte udlændinge i turneringsreglementet er i strid med gældende lovgivning, og repræsentantskabet have i dag ikke andre muligheder end at slette det.

Samtlige klubber stemte for – netop på grund af DIF-indstillingen – men flere klubledere ærgrede sig over at skulle sige farvel til en regel, der i praksis har fungeret og holdt antallet af udenlandske spillere nede på et acceptabelt niveau.

Spændende, hvordan Metal Liga-klubberne kommer til at håndtere sagen og et manglende udlændingeloft i den kommende sæson og i al fremtid.