Hvidovres kvinder vandt også det fjerde stormøde over Herlev

Hvidovres ishockeykvinder satte sig tirsdag aften på den sjællandske trone via en stensikker 9-1-sejr over rivalerne fra Herlev. Det var klubbernes fjerde møde, og det var fjerde gang, Hvidovre vandt uden problemer. 9-1 var den største Hvidovre-sejr hidtil i sæsonen. 

Bulletinerne fra kampen lyder på, at Hvidovre havde et langt højere tempo mod et Herlev-mandskab, der forsøgte at agere ud fra en solid defensiv og pucke op til Silke Glud og Lilli Pearl Friis-Hansen. Silke Glud scorede til 1-3 for Herlev i første periode, men så var det også slut for de forsvarende sølvvindere, der tabte skudstatistikken med hele 48-12.

Stor kamp af Cassandra Repstock-Romme i Herlev-målet og hos Hvidovre en flot kamp af Julie Østergaard, der leverede fire point i form af to mål og to assister. Hun var i samtlige 60 minutter en stor udfordring for Herlev-defensiven. 

Næste udfordring for de to mandskaber på den danske scene er DM-kvalifikationen, der spilles 2.-4. marts i Hvidovre. 

Derefter spilles finaleserien mellem de to bedste hold, og det vil være en sensation af gigantiske dimensioner, hvis ikke Hvidovre tager endnu et guld.