Hvidovre tæt på overraskelse i sønderjysk sejr

Vojens Efterskole

Hvidovre Fighters-SønderjyskE 1-3 (1-0, 0-1, 0-2): Der var spænding i luften i Allan Villadsen Ishockey Arena i Hvidovre, da det nye Metal Liga-hold bød velkommen til SønderjyskE i holdets første hjemmekamp i sæsonen.

Hjemmeholdet havde stor ære af kampen og var tæt på en overraskelse. SønderjyskE kreerede et hav af chancer, men kvaliteten var svingende kombineret med en stor præstation af Hvidovre-målmand Niklas Lundström.

Kevin Henderson havde første reelle chance for gæsterne, men Lundström var på plads. Martin Eskildsen forsøgte sig kort efter, men Lundström igen med sikker indgreben. Thomas Spelling fulgte trop, men trods gode afslutninger udeblev målet. Stærk start af den store Hvidovre-keeper.

Hvidovre med første afslutning efter tre og et halvt minut, men SønderjyskE-keeper Joni Myllykoski hev en redning frem.

Gæsterne dominerede klart de første minutter, men Hvidovre spillede friskt til, når de havde pucken. Fin fart på pucken og god intensitet i spillet.

Et afslutningslysten gæstemandskab fortsatte med at teste Hvidovre-målmanden, men heller ikke Steffen Frank eller Tyler Fiddler fandt vej til netmaskerne.

Hvidovre havde ganske fine fremstød, og efter 11 minutter var det tæt på aftenens første scoring, men Myllykoski igen med fint indgreb.

Frederik Rasmussen kom alene igennem minuttet efter, men Hvidovres Tobias Dyk i flot tilbageløb og fik ødelagt SønderjyskEs chance.

Kampens første udvisning tilfaldt hjemmeholdets Daniel Nielsen med omkring fem minutter til pause. SønderjyskE fik et par halvhjertede forsøg igennem, men blev aldrig farlige i de to minutter.

I stedet tordnede Hvidovre frem i et stærkt angreb, som Adam Carnestad afsluttede med et skud fra højre i slottet. Pucken gik forbi Joni Myllykoski, og så havde Hvidovre noteret sig for sæsonens første scoring i den lille ishockeyhal i den københavnske forstad. Det blev også stillingen efter 20 minutter.

SønderjyskE begyndte bedst i anden periode, men Niklas Lundström fortsatte de imponerende takter fra de første 20 minutter.

Efter tre og et halvt minut røg Ronnie Brobak i straffeboksen, og så fik Hvidovre chancen for at udbygge føringen. Tobias Dyk forsøgte med slagskud, men den finske SønderjyskE-keeper blokerede, og gæsterne blev fuldtallige.

Hvidovre slap ikke overtaget efter powerplayet, og Nicki Kisum var tæt på med en god chance efter syv minutter. Forfriskende at se undertippede Hvidovre med energi og mod på at byde gæsterne op og skabe en seværdig hockeykamp.

Men det ændrede ikke ved, at Sønderjyske mod midten af perioden bed sig fast i spillet og chancerne. De lyseblå spillere skabte flere muligheder, men ingen tvivl om aftenens spiller indtil nu: målmand Niklas Lundström.

Hvidovres Victor Cubars blev sendt afsted i en kontra, men Joni Myllykoski greb ind. Også Valdemar Kisum testede finnen, der skred til blokering. Kort efter sendte hjemmeholdet pucken på overlæggeren, og der gik et sus gennem tilskuerne – ikke mindst de omkring 50 SønderjyskE-fans. Et i øvrigt imponerende tal på en tirsdag.

Hvidovres Victor Björkung trak en udvisning med fem minutter igen, og det symboliserede langt hen ad vejen SønderjyskEs problematiske kamp indtil nu. Hvidovre etablerede sig og havde flere afslutninger i det første minut.

Lidt tiltrængt momentum til gæsterne med lidt under tre minutter til pause, da Hvidovres fik en udvisning. SønderjyskE stillede hurtigt op, og et minut senere udlignede Greg Gibson til 1-1 med et træfsikkert skud fra kanten af slottet.

Hvidovre var i powerplay det sidste af perioden, men den største chance stod Greg Gibson for. Han blev stoppet af Lundström i målet. Helt lige på tavlen inden afgørende periode.

Et par minutter inde i tredje periode fik Hvidovre chancen i powerplay, men der blev ikke til en eneste chance for det hårdtarbejdende hjemmehold.

Frekvensen af afslutninger faldt i tredje periode, hvor der stod stillingskrig på menuen i den intime skøjtehal. Lige indtil Nicki Kisum dukkede op og havde en af Hvidovres største chancer denne aften. Stor redning af Joni Myllykoski.

SønderjyskE etablerede et fint angreb halvvejs i perioden, og det skulle give fuldt udbytte. Greg Gibson dukkede op på en returpuck, og han skarpvinklede den helt op i modsatte hjørne. Stillingen var 1-2 med 10 minutter igen – og Gibson fordoblede sin målscore.

Hvidovres angrebsspil hang ikke sammen i denne fase, og der blev kun spillet frem til få chancer. Daniel Madsen var manden bag én af dem – og en yderst kvalificeret af slagsen. Men Joni Myllykoski med endnu en stærk indgriben.

Niklas Lundström blev erstattet af en markspiller med halvandet minut tilbage, men forsøget på udligning mislykkedes, og SønderjyskEs Steffen Frank sluttede aftenen med en 1-3-scoring i tomt mål med to sekunder igen.

About Danny Longhi Andreasen 125 Articles
Uddannet journalist ved Syddansk Universitet i 2017. Freelancejournalist hos BTMX, ishockey-VM 2018-organisationen og luftfartssitet check-in.dk. Bosat i København. Andre interesser/hobbyer: privatpilot, geografi, sport generelt, naturen og rejser. Kontakt: Mail: dannylonghi@hotmail.com - Twitter: @longhi55