Hvidovre: Stor træningskultur og efterskole-satsning i sving

Foto: Jan Korsgaard

Der er gang i den, når man stikker hovedet ind i styrkelokalet i kælderen i Frihedens Idrætscenter, når Hvidovre Ishockey Klubs U17-hold træner. Musikken er høj og det samme er intensiteten. Der bliver ikke sparet på kræfterne selvom træneren vender ryggen til. Udøverne træner hårdt, fordi de elsker at træne – og fordi de har set, at det giver resultater.

Et målrettet arbejde med at forbedre træningskulturen i Ishockeyklubben har båret frugt. Hvidovre Ishockey Klub er således resultatmæssigt kravlet et godt stykke op af stigen.

I 2015 blev klubben nomineret til “årets DM-klub”: Hvidovre var den ikke-ligaklub, som producerede flest medaljepoint til i sæsonens løb. Kvinderne vandt guld, 1. divisionsholdet tog sølv og U15 fik bronze. Det fortæller alt om, hvor bredt Hvidovre IK producerer ishockeyspillere af begge køn og i alle aldre.

“Vi har fået indarbejdet nogle gode vaner hos vores medlemmer og klubben har under sloganet “HvIK – fordi vi elsker at træne” arbejdet meget med den indre motivation. Vores mål var, at medlemmerne skulle nå til en erkendelse af, at det er sjovt at træne – og gerne opleve, at jo mere og jo bedre man træner, jo bedre bliver man, siger formand Jesper Bønløkke

Selvom det går strygende i Hvidovre er man stadig på udkig efter nye udviklingsmuligheder. Og et sådan er det nye samarbejde med Brøndby Idrætsefterskole. Da HvIKs ledelse for godt et år siden indledte kontakten med Brøndby Idrætsefterskole oplevede man en meget stort sammenfald i værdisæt og syn på talentudvikling. Der blev kimen til et fremtidigt samarbejde lagt.

På Brøndby Idrætsefteskole arbejder man målrettet med udviklingen af det hele menneske. Her er fokus på kost, sundhed, fysisk- og mental træning samt ikke mindst personlig og social udvikling. Alle parametre, som er er meget vigtige for at en idrætsudøver kan udvikle sit potentiale maksimalt.

– Jeg ved, at et efterskoleophold for mange unge er en rigtig god investering. Eleverne opbygger venskaber for livet, bliver mere selvstændige og åbne samt bliver klar til ungdomsuddannelserne, siger Jesper Bønløkke.

Målet med den nye ishockeylinje er, at eleverne får alt det gode fra efterskoleverdenen samtidig med, at de udvikler sig indenfor den sport, som de elsker: Ishockey.

Det er vores håb, at tilbuddet kan være interessant for spillere fra alle de danske klubber – drenge såvel som piger. Vi er sikre på, at et ophold på Brøndby Idrætsefterskoles ishockeylinje vil være en stor gevinst for mange ishockeyspillere. Efter opholdet er tanken, at de vender tilbage til deres egen klub, med en helt masse ny ballast i bagagen.

I kan læse mere om ishockeylinjen her