Hvidovre overvandt hjemmebanekomplekset

Foto: Frank Nielsen

Hvidovre Ishockey Fighters-Frederikshavn White Hawks 3-2 (0-1,1-0,2-1) Ikke siden 8. december har Hvidovre vundet på hjemmebane og hovedparten af klubbens point i denne sæson er hentet på udebane.

Men i aften fik det trofaste folk i Allan Villadsen Ishockey Arena endelig noget at juble over, da det blev til en 3-2-sejr til Hvidovre over aftenens gæster fra Frederikshavn, der dermed tabte et skridt i topkampen.

Uden at smide for meget malurt i Hvidovres sejrsbæger ærgrer spillerne sig formentlig over afslutningen på kampen i Herlev, der betød, at Hvidovre stadig er seks point bag Herlev og dårligst indbyrdes.

I aften skete det næsten sædvanlige for Hvidovre på hjemmebane, da Nick Olesen tidligt i kampen bragte Frederikshavn foran. Olesen scorede det første mål i det ottende minut, men i modsætning til de seneste kampe kom Hvidovre igen. 

Den tilbagevendte rutinerede mand Christian Vaagensø udlignede til 1-1 efter en halv time, og minsandten om ikke Hvidovre bragte sig foran 2-1. Det var i starten af tredje periode, da unge Victor Cubars bragte hjemmeholdet foran.

Cubars synes på vej mod et Metal Liga-gennembrud, men 2-2-målet af Rasmus Søndergaard kunne selv han ikke forhindre. Og så var der ellers dømt stillingskrig indtil kampens absolutte slutfase. 

Blot 49 sekunder før den ordinære spilletids udløb scorede Rasmus Hansen nemlig det afgørende mål og forløste hovedparten af de 300 tilskuere i Allan Villadsen Ishockey Arena.  

Faceoff.dk kunne desværre ikke være til stede i Hvidovre i aften. Referat på basis af kampfakta.