Hvidovre opruster med to talenter

Vojens Efterskole
Foto: Bluelinemedia.dk
Vojens Efterskole

Talenterne er en væsentlig del af Hvidovre Fighters og nu har yderligere to underskrevet aftaler for den kommende sæson. Hvidovre-drengen Mikkel Hansen er den ene, mens Oliver Reuter er hentet hos Gentofte Stars, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Back-talentet Mikkel Hansen fik stort set hele sidste sæson ødelagt af en alvorlig skade, men kvaliteterne er uomtvistelige, derfor er en frisk kontrakt med den 18-årige defensivspiller helt naturlig. Offensive Oliver Reuter kommer til fra Gentofte Stars, og selvom han blot fejrer sin anden runde fødselsdag i 2019, noterer han sig allerede for 106 kampe i landets bedste række.

– Mikkel Hansen har gennem flere sæsoner været blandt Hvidovres mest lovende talenter, men skader har forfulgt ham og umuliggjorde sidste sæson et gennembrud på højeste niveau. Han har været ihærdig og dybt seriøs i sin genoptræning, og vi håber og tror på, at Mikkel endelig får den medvind, han fortjener, så får tilskuerne en rigtig dygtig spiller at se, siger Jesper Kristoffersen fra Hvidovre Fighters.

Oliver Reuter får følgende ord med på vejen:

– Vi får ungdommens vilje og talent, kombineret med et imponerende antal kampe i den bedste række for en 19-årig. Oliver har spillet for samtlige ungdomslandshold og han vil endnu mere med sin hockey. Den karriereplan ser vi frem til at bidrage positivt til hos Fighters, for vi er overbeviste om, at netop talentet og viljen kan drive Oliver langt.

Hvidovre Fighters oplyser videre, at de næste uge offentliggør en udenlandsk profil til holdkortet. Bulletinerne lyder på en offensivt dygtig back med erfaring fra Metal Ligaen.