Hvidovre-kvinder topper Damettan

Hvidovres ishockeykvinder deltager i indeværende sæson i den svenske Damettan, som er næstbedste række under topligaen, Riksserien. Og at dansk dameishockey ikke er helt tosset, beviser stillingen i Damettan. Her fører Hvidovre-kvinderne nemlig med maksimumpoint efter tre kampe.

Fornylig blev det til en 6-2-sejr til Hvidovre-mandskabet over Göteborgs HC, der var på Danmarksbesøg i weekenden. Göteborg-mandskabet tabte søndag aften til det danske kvindelandsholdet, men fik altså først ørerne i maskinen hos et velspillende Hvidovre-hold i Allan Villadsen Arena.

Hvidovre stillede med kun to kæder til kampen, men det var altså nok til at matche gæsterne fra den svenske storby. Josephine Asperup scorede hjemmeholdets enlige mål i første periode, men Göteborg fik udlignet inden pausen.

I midtperioden løsnede det totalt for Hvidovre, der scorede fem gange – ubesvaret.

Michelle Weis (2), Josephine Asperup (2) og Malene Frandsen scorede fra Hvidovre, og dermed var det naturligvis kun kosmetik, at Göteborg reducerede i tredje periode.

I Göteborgs eget referat af kampen er der ikke mange positive ord om indsatsen og forberedelserne til kampen, men svenskerne har mulighed for en hurtig revanche allerede på lørdag, når de to hold tørner sammen igen. Denne gang i Göteborg.