Hvidovre Fighters tog revanche mod Herning

Vojens Efterskole
Foto:Frank Nielsen
Vojens Efterskole

Hvidovre Ishockey Fighters-Herning Blue Fox 4-1 (1-1,2-0,1-0) Sikke en vigtig sejr for Hvidovre. Det irriterende hjemmenederlag mod Frederikshavn for nylig blev visket væk og for første gang siden 18. september lykkedes det for Fighters at hente en sejr i ordinær tid.

Det blev 4-1 over Herning og dermed også en hurtig revanche for nederlaget i fredags i Silkeborg på 3-4 efter straffeslag. Sejren betyder også, at Hvidovre i høj grad stadig lever i kampen om pladserne i Metal Final4, der afvikles i næste sæson.

600 tilskuere overværede kampen med den bemærkelsesværdige skudstatistik på 23-13 i Herning-favør. 

Men det var altså Hvidovre, der var skarpest. De to mandskaber delte to mål og også spil og chancer i første periode, hvor Daniel H. Nielsen og Joachim Linnet nettede for hver sit mandskab. Begge scorede deres andet mål for sæsonen. 

I anden periode trak hjemmeholdet fra i Allan Villadsen Ishockey Arena. I det 25. minut fik den svenske kaptajn Kim Johansson endelig sat sit første sæsonmål, og ti minutter senere scorede Nicki Kisum til 3-1. Dermed var det altså opad bakke for gæsterne, der i de midterste 20 minutter mødte et Hvidovre-mandskab, der spillede så koncentreret som ikke set tidligere i sæsonen. 

Lettiske Edgars Treijs var i dag highlightet her på sitet som en af de spillere, man skulle holde øje med denne søndag. 

Letten har fået en forrygende sæsonstart og er blandt de farligste mænd i Metal Ligaen. Det understregede han i dag, hvor han satte Hvidovres 4-1-scoring og dermed cementerede sejren. 

Stor kamp af Emil Jidskog, der overtrumfede Simon Nielsens få redninger. Samtidig havde Hvidovre godt fat foran begge mål og stod solidt i defensiven. Kim Johansson spillede en stor kamp, og Edgars Treijs var igen en farlig faktor mod en Herning-defensiv og målmand, der ikke havde den bedste aften i aften. 

Desværre kunne Faceoff.dk ikke være til stede i Hvidovre i aften. Vi har fået detaljer fra kamprapporten og øjenvidner til de 60 minutter i Hvidovre.