Hviderusland klar til at byde på VM igen – søger i 2021

I 2014 arrangerede Hviderusland et ganske flot VM, hvor begge puljer – og dermed hele turneringen – blev spillet i hovedstaden Minsk.

Nu vil hviderussserne gøre det igen, skriver det russiske medie Rsport.ru. Hviderusland søger nemlig VM i 2021, der er det næste ledige på skemaet hos det internationale ishockeyforbund.

Det er Hvideruslands forbund, der har meddelt, at man er klar til at give den gas i Minsk, hvor den væsentlige forskel i forhold til 2014 er, at al infrastruktur ikke skal bygges op igen. Begge nødvendige arenaer står klar, ligesom hviderusserne har både hoteller og øvrig infrastruktur klar til et eventuelt 2021-VM.

Frankrig og Tyskland arrangerer  i 2017, mens Danmark som bekendt er på plakaten i 2018. Derefter spiller Slovakiet hjemme i Kosice og Bratislava i 2019, mens Schweiz (Zürich og Lausanne) er vært i 2020. Og derefter kunne det sagtens ligne endnu et verdensmesterskab i Hviderusland.

– Under det seneste VM i Hviderusland viste vi billedet af en rigtig hockeynation, der problemfrit var i stand til at organisere og holde en turnering på højeste niveau, lyder det fra det hviderussiske forbund.