Højt humør trods store nederlag

(Af Michael Eriksson Kristensen) Det er sjældent, man tager hjem fra store nederlag på isen med et smil. Dette er ikke desto mindre gældende for Frederikshavns hold i den vestlige del af landets damerække. Holdet har i sæsonen hidtil været i aktion ni gange, og i alle kampe er det endt med nederlag. Holdets målscore er på intet mindre end 6-157 – altså minus 151!

Men højt humør og glæde præger truppen på 15 spillere, der kun har eksisteret som hold i ganske få år.

-Holdet startede op for snart fire år siden, efter en længere pause med ishockey på damesiden i Frederikshavn. Det er først de sidste to sæsoner, vi har været tilmeldt turneringen, så det er ret nyt for os alle sammen, lyder det fra Sofia Borup Baggesen.

Hun har kun spillet ishockey de seneste små tre år, men talentet har allerede bragt hende på det danske U18-landshold. Her har hun spillet 12 kampe, og var senest med til VM i Ungarn, hvor pigerne leverede en god figur.

At man i dagligdagen spiller på et hold der taber og taber, er ikke noget, der tager modet fra den 18-årige handelsskoleelev fra Frederikshavn.

-Vi ved godt vores chancer er begrænsede, når vi løber på isen. Derfor arbejder vi heller ikke med målsætninger om at vinde kampe i første omgang, men har sat os nogle mindre mål. Det kan være, vi har en målsætning om at modstanderen kun skal score et vist antal mål imod os, eller at vi skal lave et mål i den kamp, vi nu skal spille. Det motiverende for os er, at vi kan se vi bliver bedre og bedre, lyder det fra Sofia Borup Baggesen.

At være et damehold i en by, hvor ishockeyen har meget stor betydning hos det andet køn, og hvor Frederikshavn White Hawks og ungdomsholdene i FIK får de bedste istider, så er det ikke noget, der rammer damerne så hårdt.

– Vi føler os som en del af klubben og kører ligesom de andre i bus til udekampe.

Sofia Borup Baggesen er én, af to spillere på dameholdet, der har dispensation til at spille med drengene på U15 -holdet i FIK.

– Jeg udvikler mig ved at spille med drengene, så det er rigtig dejligt, lyder det fra hende med det i dansk ishockey klingende efternavn Borup.

Hendes onkel er den tidligere kaptajn og guldvinder med FIK, Andreas Borup, der løftede DM-Pokalen i år 2000, da FIK besejrede Herning 7-6 efter et overtidsdrama. Noget Sofia Borup Baggesen også drømmer om at få lov at prøve.

-Der er vist lang vej endnu, men får jeg chancen for at vinde et DM med mit hold, vil jeg helt sikkert gerne opleve det.

Næste gang FIK´s damehold spiller på hjemmebane er d. 21/2, hvor Silkeborg kommer på besøg i Scanel Hockey Arena. Det er forkamp til Metal Liga-topopgøret mellem White Hawks og SønderjyskE, så mon ikke nogle af de trofaste høge-fans kunne tænke sig at bakke Frederikshavns tapre ishockeykvinder lidt op som opvarmning?