Høj Gentofte-moral og vigtige point på Strandvejen

Rungsted Seier Capital-Genofte Stars 5-6 (3-2, 1-1,1-2) 0-1 (Skrevet af Christian Sonne Jensen) Saxo Bank Arena lagde is til sidste slag i serien om Strandvejen mellem Rungsted Seier Capital og Gentofte Stars. Hjemmeholdet er lidt endt i ingenmandsland efter nederlaget til Esbjerg i tirsdags, hvorimod Gæsterne fra Gentofte kæmper en indædt kamp med Aalborg Pirates om den sidste og afgørende slutspilsplads.

Her skulle Gentofte vise sig at tage et vigtigt skridt i aften, for med to point har Karsten Arvidsens mandskab nu kun en enkelt pind op til Aalborg på ottendepladsen. 

Kampen startede med en hastighed i spillet som på Strandvejen ville have givet en stor bøde og et klip i kørekortet.

Hjemmeholdet virkede opsat på at revanchere sig fra i tirsdags og allerede efter to minutter var der bonus, da Nikolaj Rosenthal brød igennem på venstre kanten og kom alene igennem mod Teemu Säppanen som han køligt afdriblede og smed pucken i kassen til 1-0.

Kort efter kom hjemmeholdet igen ind i gæsternes zone med stor fart, og det betød, at Gentofte blev trykket langt tilbage i zonen. Nikolai Gade smed pucken på mål ude fra hjørnet af og inde foran mål skabte Jonas Røndbjerg kaos, så pucken strøg i kassen via en Gentofte-spiller.

Hjemmeholdet var et skridt foran gæsterne, og måske blev det lidt for offensivt, da der pludselig blev plads i midtzonen til Francis Verrault-Paul, som kvikt satte et par Rungsted-spillere, der satsede i opdækningen.  

Verrault-Paul satte en smart pasning, som Artem Iossafov modtog i en helt fri position sammen med Dominik Kadura foran Sebastian Feuk, som var prisgivet da de to smart spillede et-to.

Rungsteds Nikolaj Rosenthal afsluttede en hektisk indledning på kampen med sit signatur-move, da han i en kontra skar ind i banen og sendte pucken i mål. 3-1 Rungsted.

Spillet faldt lidt i kadence, men chancerne fortsatte med at komme i en lind strøm, via dårligt forsvarsspil. Begge målmænd måtte hive et par pæne redninger ud af ærmet for at holde scoren nede.

Inden første periode nåede til vejs ende, fik gæsternes Nicklas Hansen bragt Gentofte tilbage i kampen ved at få listet pucken ind bag Feuk bag fra mål. Stærkt af Hansen, som holdt øjnene på pucken hele vejen og ikke gav op, hvilket gav udbytte efter lidt sløvt forsvarsspil fra værterne. 3-2 Rungsted efter en hektisk første periode. 

Anden periode blev indledt med et par chancer i begge ender, hvor gæsternes Cody Kunyk var alene igennem, men hans træk blev for langt og pucken endte i sidenettet.

Næste mand på måltavlen blev Rungsteds kaptajn Joachim Holten-Møller, der lagde en puck på mål, som Seppänen i målet slet ikke så, da tre spillere gled ind foran ham i samme sekund, som pucken blev sendt afsted.

Kampens første udvisning tilfaldt hjemmeholdets Rosenthal, og det tog ikke Gentofte mange øjeblikke at udnytte muligheden i overtal, da to Rungsted-spillere nok en gang gik to mand på samme modstander. Derfor havde Iossafov ingen problemer med at spille Verrault-Paul helt fri foran Feuk, og her svigtede den lille canadier ikke.

Gentofte overtog herefter spillet mere og mere, efter intensiteten i hjemmeholdets spil totalt forsvandt. I denne periode kunne det også sagtens være blevet til en udligning for gæsterne, da Roberts Jekimovs sendte et skud på stolpen.

Hen mod slutningen af den midterste periode livede hjemmeholdet op igen, og de kom frem til nogle ganske nærgående forsøg ved Saarinen, Holten-Møller og Gade, hvoraf den sidste gav udvisning til gæsterne med halvandet minut igen at spille i.

Rungsted nåede at spille sig frem til en megachance, da Hjalmarsson flot blev sat op på bagstolpen, men Seppänen leverede en flot redning. Rungsted holdt føringen frem mod de sidste 20 minutter.

Indledningen på tredje periode blev en rodet omgang, hvor Rungsted indledningsvist ikke fik noget ud de sidste 30 sekunder af deres overtal. Begge hold med øget fokus på de defensive pligter, og det tog toppen af det høje tempo og det til tider hektiske spil der var præsteret i de to første perioder.

Kampens udehold, fik med godt otte minutter igen af kampen en gylden mulighed for at få udlignet kampen, da Rungsteds Mathias Røndbjerg pådrog sig en udvisning, men trods masser af puck fik de ikke åbnet op for hjemmeholdets boxplay.

Udlignet fik Gentofte dog med fem minutter igen, da Mads Linke fik pucken i mål i samarbejde med Emil Møller Rasmussen.

Og kun 14 sekunder senere tog Roberts Jekimovs chancen efter at være kommet ind i zonen med fart på, og han smadrede via en stav fra hjemmeholdet, pucken helt op i krydset uden chance for Feuk. Pludselig var gæsterne i front!

Hjemmeholdet satsede med lidt over halvandet minut tilbage at spille i, med målmanden ude, og det gav pote da Drew Schiestel skød hjemmeholdet på omgangshøjde med gæsterne og dermed sikrede overtid.

Gæsterne sikrede sig det ekstra point, da Artem Iossafov kom i en position, hvor han kunne smide en baghånd ind bag Feuk. Rungsted havde sekunder forinden haft en megachance ved Ossi Saarinen, der valgte at spille på tværs i stedet for at afslutte på et tomt mål, efter Seppänen havde været på skovtur.

For Rungsted må det trods nederlaget være opløftende, at en spiller som Nikolaj Rosenthal viste skarphed med to mål på dagen, mens Gentofte i den grad kunne glæde sig over høj moral, to vigtige point og ikke mindst seks mål for anden gang på blot fire kampe.