Høgene tog fortjent sejr i Sønderjylland

Vojens Efterskole
© iShoot.dk
Vojens Efterskole

SønderjyskE-Frederikshavn White Hawks 0-2 (0-1,0-0,0-1) Næsten 2500 tilskuere havde fundet vej til Frøs Arena på årets første store Julefrokostfredag.

Hjemmeholdet skulle prøve at følge op på en stribe flotte resultater gennem en længere periode, mens gæsterne skulle revanchere nederlaget mod Rungsted tirsdag.

Og det var gæsterne, der lykkedes bedst med deres mission.

De sad i langt hovedparten af matchen tungt på begivenhederne på en aften hvor hjemmeholdet aldrig kom op i det gear, man tidligere har set fra dem.

Derimod overbeviste udeholdet spillemæssigt og ikke mindst taktisk. Der var samtidig vilje til forskel på de to mandskaber denne aften i Vojens. Mikkel Jensen var tilbage i hjemmeholdets trup i aften og i sit første skifte, skabte han allerede ravage. Tadeas Galansky var dog på sin plads.

I modsatte ende fik Patrick Galbraith også en fin start da Tønjums skud blev rettet af, men Galbraith fik med en refleks alligevel grebet pucken.

Tempoet var højt fra begge mandskaber og efter bare et par minutter fik gæsterne chancen i fem mod fire.

Her slog nordjyderne til, da Spiro kiksede sin dribling tæt under mål og pucken istedet lagde sig for staven af Evan Jasper, der iskoldt udnyttede det store tilbud. Målet fik sat fut i værterne, der nu pressede på for en udligning.

Rasmus Lyø og Frederik Bjerrum var tæt på og da Martin Eskildsen snedigt spilede Marinaccio fri midt for mål lignede det en udligning.

Amerikaneren fik imidlertid overplaceret sin afslutning og det forblev derfor 0-1 på måltavlen. Nu svingede pendulet til gengæld lidt den anden vej.

Udeholdet kom til flere pæne chancer. Blandt andet var unge Christoffer Åkesson tæt på og det brændte i flere omgange på foran sønderjydernes mål.

Bedre blev det ikke da Daniel Kønig tog et par dumme beslutninger i samme skifte og kronede det med en udvisning i kategorien unødvendig med små to minutter tilbage af perioden.

Hjemmeholdet klarede dog frisag og dermed var det stadig en helt åben hockeykamp ved indgangen til anden periode.

Nordjyderne fulgte op på de gode takter fra slutningen af første periode, da spillerne atter kom på isen. Hjemmeholdet løb ind i udeholdets mur gang på gang og gæsterne var dygtige til at bryde værternes opspil og iværksætte deres omstillinger. Chancerne var der også.

Mathias Mølgaard alene igennem, men feberedning af Galbraith.

Landsholdskeeperen tog sig også af kvalificerede afslutninger fra Gorm Topholt og Christopher Frederiksen og holdt dermed sit hold inde i en kamp, der ellers stod White Hawks på.

Sønderjyderne kom ikke frem til noget nævneværdigt i perioden og skulle være glade for kun at være bagud med en enkelt pind før tredje periode. De sidste tyve minutter viste samme kampbillede som de foregående. Gæsterne sad på kampen og kom frem til langt de fleste chancer. Rasmus Søndergaard var tæt på og Mathias Mølgaard fik endnu en chance alene mod Galbraith, der endnu engang vandt den duel.

Tiden tikkede, men midtvejs i perioden vejrede hjemmeholdet morgenluft, da man fik første mulighed i power play denne aften.

Men for hjemmeholdet var det en af de aftener, hvor intet rigtigt hang sammen, ej heller overtalsspillet, hvor et forkølet forsøg fra Mads Lund ikke voldte Galansky problemer. Med fem minutter igen, fik man et nyt forsøg, men på nær en chance til Jordan Pietrus forblev også dette overtal tandløst.

Da værterne til slut satsede seks mod fem, lukkede gæsterne kampen ved Cam Spiro og dermed gav dette match-up for tredje gang af tre mulige denne sæson en udesejr.

Fuldt fortjent at White Hawks tog alle tre point, på en aften hvor man taktisk overmatchede SønderjyskE. Evan Jasper, Cam Spiro og Rasmus Søndergaard stak ud, men generelt en stærk holdpræstation af gæsterne.

Også på trænerbænken viste man overblik, hvilket man blandt andet så i anden periode, hvor udeholdet kortvarigt var presset i bund. Her tog træner teamet en velvalgt time out og gav dermed fornyet luft til fem trætte Frederikshavnere.

Hos hjemmeholdet var det småt med lyspunkterne på en kollektiv offday, som resulterede i første nederlag i regulær tid siden 30. september. Daniel Madsen og keeper Patrick Galbraith var dagens to bedste i lyseblåt.