Hernings Thomas Andersen håber at være klar til slutspil

En af de mange skadede Blue Fox Herning-spillere er på vej tilbage til den rette action på isen efter at have været ude siden januar. Det er den unge angriber Thomas Vilstrup Andersen, der blev skadet under Continental Cup – og forinden faktisk havde spillet en glimrende sæson for midtjyderne.

Det er Herning Folkeblad, der fortæller historien om, at Andersen håber at være klar til slutspillet.

– Det har været længe at gå uden kampe, så jeg glæder mig selvfølgelig til at kunne spille igen. Nu kan jeg skyde til pucken, stort set uden at det gør ondt, så jeg tror det er tæt på, at lægerne giver grønt lys til mig, fortæller Thomas Andersen, der har haft problemer med et kraveben, der røg af led.

Han slap dog for en operation.

Hernings lange skadesliste skulle ifølge avisen nu være reduceret til to mand: Backen Bjørn Uldall og angriberen Tomas Sinisalo.