Hernings elendige straffeslagsrække fortsætter

Herning Blue Fox har fire gange været i straffeslag i indeværende sæson, og resultatet af en mod en-forsøgene har næsten været afskrækkende.

Midtjyderne har nemlig ikke scoret en eneste gang, og har dermed mistet fire point i det afsluttende “lotteri”, som kan blive afgørende senere på sæsonen.

Omvendt kan det næsten heller ikke være tilfældigheder, at man taber fire gange på stribe, og i går leverede hverken Branislav Rehus eller Petri Lammassarri noget, der lignede kvalificerede forsøg. Næsten tværtimod.

Finnen tabte endda pucken på vej ind mod mål, og det var næsten held, at han fik den med ind til afslutning.

– Det er ikke nemt at score på et straffeslag, men jeg tror ikke engang, at vi fik et skud på mål på vores to forsøg. Det er ikke godt nok, siger Herning-træner Todd Bjorkstrand i dag til aoh.dk.

I det hele behagede det ikke den gamle målkonge at se Hernings afslutninger i tv-kampen i aftes i Odense.

– Jeg er ikke tilfreds med vores afslutninger. Jeg synes også, vi har flere situationer, vi kunne have løst bedre foran mål. Jeg savner nogle gange lidt mere vilje, siger Todd Bjorkstrand til avisen.

Her roser hans også den unge fjerdekæde med Sebastian Ruders, Kristoffer Søgaard Jensen og Daniel Nielsen for en fin indsats, der blev belønnet med masser af spilletid. De unge mennesker skabte flere gange furore foran Odense-målet, og Kristoffer Søgaard var meget tæt på at score tidligt i kampen.

Men det blev altså kun til to Herning-scoringer, og der er næppe tvivl om, at Todd Bjorkstrand og co. glæder sig til at Lasse Lassen lander fra Australien, kommer i form til Metal Liga-hockey og ryster posen lidt på en Herning-angreb, der mangler smørelse foran mål og i afslutningerne.

I øvrigt ligesom gårsdagens modstander fra Odense.