Herning vandt på to powerplay-kasser

Foto: Jan Korsgaard

Herning Blue Fox-Herlev Eagles 2-0 (1-0,0-0,1-0) Cifrene fortæller om to solide målmandspræstationer i aften i Herning, hvor hjemmeholdet sædvanen tro havde problemer med at få hul på et solidt spillende Herlev-hold. I modsætning til det seneste opgør mellem de to klubber lykkedes det dog Herning at lukke kampen i tredje periode.

2-0 blev slutresultatet og selv om forfølgerne fra Aalborg også vandt, synes Herning at være på vej til en sikker førsteplads i grundspillet og dermed “valgfrihed” i slutspillet. 

I aften tog Simon Nielsen 33 skud for Herning, mens Evan Mosher i Herlev-målet tog 34 af 36 mulige pucke, men Mosher måtte altså lade sig passere to gange.

Begge hold fik fire udvisninger, og to af dem blev skæbnesvangre for gæsterne. 

Toni Kallela satte 1-0-målet i powerplay, assisteret af Branden Gracel og Jan Dalecky i første periode, og så skulle vi altså helt frem til slutfasen for at finde kampens anden scoring. 

Det var nøjagtig samme trio, der stod bag scoringen – denne gang med Dalecky som målscorer og de to makkere som oplæggere. 

Dermed holder Herning forspringet på 12 point ned til Aalborg, mens Herlev trods nederlaget stadig har seks point at give af ned til Hvidovre – og et point ekstra i form af indbyrdes bedre regnskab.