Herning vandt fortjent, Odense eksploderede for sent

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 1-2 (0-1,0-1,1-0) Vi skal i kamp syv i serien mellem Herning og Odense. Nøjagtig som mange havde spået, inden de to hold tog fat i den første kamp i Kvik Hockey Arena. I aften vandt Blue Fox 2-1, men burde have afgjort kampen tidligere mod et Odense-hold, der først vågnede op for sent.

Herning fik initiativet foræret fra start. En høj stok fra Simon Grønvaldt sendte gæsterne i powerplay, og de blå satte straks et mægtigt tryk på Tad Galansky.

Men som tidligere i serien havde Herning problemer med at konvertere overtallet til scoring. Allerede tidligt i kampen virkede midtjyderne dog mere aggressive omkring målet end i de seneste matcher.

Spillet bølgede frem og tilbage i en elektrisk ladet Bryggeriet Vestfyen Arena.

Sean Wiles var tæt på at komme fri, men blev stoppet af Daniel Nielsen, der fik sneget sig ind bag den canadiske forward i en flot backchecking. Som minutterne skred frem, blev Hernings spilandele større.

Da Kyle Essery senest var på besøg i Bryggeriet Vestfyen Arena, endte kampen i regulær utur for Hernings amerikaner. I kamp fire i serien spillede Essery en fremragende kamp, men manglede lige den sidste finish med en scoring.

Otte minutter inde i aftenens kamp lykkedes det, da kæden med Essery, Sagat og Markus Jensen fik sat sig fast i Bulldogs-zonen. Markus Jensen fik sneget skiven ind til Essery, der ligeledes sneg den ind bag Galansky i Odense-buret.

Al fynsk offensiv power i første periode kom fra Mitchell-kæden, men uden seriøs finish. Og inde i Blue Fox-målet stod Simon Nielsen stensikkert og roligt. Oveni det et Odense-opspil, der virkede nervøst og fyldt med fejl.

Selv ikke da fynboerne bragte alle kanonerne ind i powerplay, lykkedes det at bringe intens fare foran Blue Fox-målet.

Hernings overskud fortsatte i anden periode.

Den lange slovak Martin Sagat spillede en af sine bedre kampe for Blue Fox, og var tæt på en scoring. Det samme var en fremragende Kristoffer Lauridsen, der luskede en puck på stolpen.

Et af de “pling”, der kunne høres i hele hallen.

Den logiske konsekvens af Herning-dominansen kom i det 29. minut. Gæsterne fik alt for meget plads til småspil i Bulldogs-zonen, og et par kvikke pasninger sendte pucken over til Jordan George, der uden problemer hamrede den op bag en udspillet og chanceløs Galansky.

Hjemmeholdet var frustreret. Andreas Pedersen boksede med Kyle Essery foran eget mål, og i den efterfølgende sekvens flåede Dale Mitchell en modstander omkuld. Knapt var spillet i gang, før Ryan McDonough tog endnu en udvisning.

Fem mod tre i halvandet minut burde have afstedkommet en afgørelse på kampen, men syndromet med manglende skarphed lige nøjagtig i det element af spillet ramte igen Herning.

Derefter fulgte Odenses bedste fase i de to første perioder. Henry Hardarson mosede inde foran mål og Ryan McDonough havde en kæmpe mulighed, men her holdt både en blændende Simon Nielsen og Herning-træner Mario Simioni hovedet koldt.

Nielsen med et par flotte parader og Simioni med en hurtig timeout, da Odenses pres var hårdest.

Også i tredje lignede Herning et hold i total kontrol.

Godt nok blev initiativet overladt til Bulldogs, men hjemmeholdets spillere blev holdt i kort snor. Pludselig var Steffen Frank fri med Galansky, men den lange mand skød på stolpen.

Kort efter kunne Kyle Essery lukke kampen, da han stod helt fri med Galansky med et par meters afstand. Men skød lige i brystet på tjekken, og så dummede Steffen Frank sig med en udvisning, der sendte et ellers knockoutet Bulldogs-hold tilbage i kampen.

Kun 1853 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena, men brølet var dobbelt så højt, da Mathias Thinnesen hamrede 1-2-pucken ind i powerplay. Så var fynboerne pludselig som rovdyr. Man kunne spørge sig selv, hvor den vildskab havde været de første 50 minutter, men Herning blev nu trykket i bund.

I det hidsige pres var der flere chancer til Dale Mitchell og fynboerne kæmpede med seler og livrem for udligningen.

Martin Sagat dummede sig ved at tumle ind i Odense-keeper Galansky og tage en udvisning.

Hvilket bølge, der rullede ned mod gæsterne og Simon Nielsen i slutfasen.

Simon Grønvaldt var helt inde omkring målet og skød lige forbi, og Bulldogs-spillerne hamrede den ene puck efter den anden på kassen. Men Herning-muren holdt stand.

Set over 60 minutter var der ikke noget at diskutere. Herning burde have afgjort kampen tidligere, og Odenses eksplosion kom alt, alt for sent. I kamp syv starter vi forfra. Alt eller intet.