Herning gik fra 1-3 til 4-3

Aalborg Pirates – Herning Blue Fox 3-4 (0-1, 2-0, 1-3) Aalborg havde lovet gratis adgang til kampen, hvor der ikke stod det store på spil, hvis man kom til hallen inden kl. 18.00. Det havde 2071 tilskuere taget imod, og de fik en kamp, hvor Herning var mest dominerende.

Det kan dog tilskrives, at Aalborg sparede fem spillere til kampen. Målmand, Marcus Lundell, backerne Daniel Madsen og Robin Karlsson samt forwards Sebastian Ehlers, Alexander Collberg og Lasse Jul Korsgaard sad alle over med diverse småskader, og det gav Jesper Wulff chancen i målet, og han kom under beskydning fra kampstart.

Herning var det dominerende hold, men det var Aalborg, der kom til kampens første store chance, da Nicki Kisum sendte pucken direkte i benskinnerne på Simon Nielsen. Det burde have været en føring til Aalborg. I stedet for var det Herning, der kom foran, da Kristoffer Lauridsen styrede pucken i mål efter Daniel Nielsens skud.

Herning kom til flere gode muligheder, men unge Jesper Wulff tog godt fra i målet, og spillede en ganske god kamp i de første 20 minutter.

Herning tog flere udvisninger i slutningen af perioden, hvor et par af dem var for at sende pucken direkte ud til publikum. Aalborg udnyttede powerplayet i starten af 2. perioden, da Herning kom fire mod fem, hvor Lars Lundin sendte et præcist slagskud afsted, som Simon Nielsen ikke nåede at reagere på.

Aalborg kom med god energi i kampen, og Aalborg fik lagt noget pres på Herning i målet, hvor også Aalborg fik scoret kampens tredje mål, da Romans Semjonovs sendte et skud på Nielsen, der måtte give en retur, som Nicki Kisum let kunne vippe i målet.

Kampen blev mere og mere fysisk spillet, og det gav nogle muligheder i powerplay til begge hold, men der blev ikke scoret flere mål i perioden, hvor Aalborg kom frem til flere gode muligheder uden at det gav mål. Herning havde også deres muligheder i kampen, men Jesper Wulff spillede en god kamp i målet, hvor han flere gange reddede Aalborg, hvor Herning havde store chancer.

Herning forward, Jerred Smithson, var udgået i 2. periode i forbindelse med en udvisning, men han var klar på isen til 3. periode, så det var ikke alvorligt med ham.

Det lignede en sejr til Aalborg, da Nicolai Meyer scorede til 3-1 i powerplay efter små seks minutter af perioden, men Herning kæmpede videre og scorede tre mål i træk for at tage sejren på 4-3.

Kristoffer Lauridsen scorede sit andet mål i kampen, da han kom afsted i undertal, hvor han sammen med Martin Sagat fik kæmpet sig forbi Aalborgs backs.

Køligt afsluttet og uden chance for Wulff i målet, der flere gange blev svigtet af backerne. Dem var der også kun fem af tilbage, da kampen sluttede, da Lasse Bo Knudsen måtte udgå af kampen.

Jordan George bragte balance i regnskabet, da han sendte pucken i mål til 3-3, og Ales Sova scorede til 3-4 på et slagskud uden lige.

Aalborg satsede uden målmand mod slutningen, men det gav ikke pote, og Aalborg måtte indkassere et nederlag inden slutspillet.

Jesper Wulff spillede en god kamp i målet for Aalborg, men han mødte sin overmand i Kristoffer Lauridsen, der scorede et par mål i kampen. Lauridsen var altid en trussel, når han krydsede blueline.